fredag den 29. juni 2018

Lukla - Måske verdens farligste lufthavn

Hvis man skal ud i Everest området i Himalaya bjergene, går turen via den lille lufthavn i bjergbyen Lukla... Ja hvis man da ikke vælger at gå hele vejen ;o) Her ude i bjergene er der nemlig ingen veje og alternativet til den berygtede flyvetur, er en lang dag i bus efterfulgt af 3 dages vandring.

Udsigten fra den lille Dornier bjergflyver, inden afgang fra Lukla

Byen Lukla ville ikke havde været mere en blot en lille samling huse, hvis ikke det var for lufthavnen. Skønt det er en lille bitte lufthavn, har den en enorm betydning for byen og området. Det siger jo egentligt sig selv, når nu næsten alt trafik til og fra område skal igennem her.


Turisterne er egentligt ikke så synlige i byen, men de små udstyrsbutikker og restauranter som ligger side om side med barbershop og købmand viser med tydelighed at turisterne er her. De fleste kommer her for at trekke i bjergene, og de skynder sig som regel ud af byen og ud på deres trek, i samme øjeblik som de står af bjergflyveren. De fleste vælger dog at tage den sidste overnatning her i Lukla, inden de igen skal flyve med morgenflyveren hjem til Kathmandu.


Lukla's lufthavn er berømt og berygtet og skulle efter sigende være en af verdens farligste. Dette skyldes de forræderiske vejrforhold i bjergene samt start/landings banens placering. Når man lander i Lukla, flyver man direkte ind mod bjergvæggen, hvor man i stor fart skal ramme landingsbanen som er placeret på en lille "terrasse" midt på bjergsiden. Er indflyvningen for lav, styrter man lige imod klipperne... Kommer man for højt, når man ikke at bremse flyet som vil blive knust mod klipperne for enden af banen i stedet. Der er med andre or ikke plads til fejltagelser her i Lukla, og lufthavnen har også sine fly vrag og menneskeliv på samvittigheden. Men heldigvis går langt de fleste ture godt og ulykkerne er blevet drastisk nedsat efter man har jævnet og asfalteret banen.


Lukla er en meget lille, men uhyre effektiv lufthavn. Når vejret tillader det, kommer her 4-5 fly ind i timen. På den lille "parkeringsplads" er der lige nøjagtigt plads til 4 af de små bjergfly af gangen. Og det går virkeligt stærkt når flyene kommer ind. Så snart flyet holder stille, springer passagerene ud. Bagagen bliver i alt hast trukket ud og ny bagage bliver lastet, alt imens passagerene som skal tilbage til Kathmandu tager plads i det lille fly. Hele denne ombytning af passagerer og bagage tager max 10 minutter og det er blevet tid til at flyet letter for at flyve de 45 minutter tilbage til Kathmandu. Det hele gentager sig nu med et nyt hold håbefulde trekkere... Igen og igen, så længe vejret tillader det.


Her i bjergene gælder det om at være hurtig og effektiv. Alt flyvning er bestemt af vejrets luner og lufthavnen i Lukla kan være lukket i dagevis. Så når vejret tillader det er der virkelig myldretid. Jeg har på tidligere ture ventet i flere dage i Kathmandu, på grund af aflyste fly til Lukla. Denne gang var vi heldige. Efter at alt flyvning havde været aflyst i 3 dage, kom vi med et af de få fly som kom afsted, den formiddag hvor vi havde planlagt vores flyvning. Vi kom med det sidste fly den dag og de efterfølgende dage var der igen lukket. Så vi var virkeligt heldige, men jeg føler også at det var min tur efter tidligere aflyste bjerg trek pga. aflyste fly ;o)

Men denne gang gik alt efter planen, både vores trek i Himalaya og den ellers så berygtede bjerg flyvning og landing... Både ud og hjemturen forløb helt uden problemer og dramatik. I stedet kunne vi nyde de smukkeste udsigter da vi fløj på langs af Himalaya bjergkæden.

Læs mere om mit trek i Himalaya i følgende indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche
4. del - Stjerne stunder og udsigt til Mt. Everest om nat foto i Himalaya og Everest i morgenlys

Praktisk info om Foto-Trekking i Himalaya
Namche Bazar - Himalayas hovedstad

Du kan også læse om beretninger fra Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Gudesmukke fugle ved Goðafoss

Island har så mange smukke og unikke ting at byde på. Nogle af disse vidundere er vandfald og de findes her i stort tal og det ene mere fant...