søndag den 25. marts 2018

Misty Mountains

Misty Mountains er den episke bjergkæde i Tolkiens eventyr om Hobbitten og Ringenes Herre - Men det er også det Himalaya som bød os velkommen på et af de største eventyr i mit liv.


I slutningen af september 2017 satte min kammerat og jeg os i bjergflyveren fra Kathmandu til Lukla. Trekket og ikke mindst den berygtede flyvetur var noget vi havde set frem til med spænding.


Flyveturen gik forbavsende godt, og jeg var faktisk en smule skuffet over den sagnomspundne landing i Lukla, som i dette tilfælde forløb uden den mindste dramatik.


Vi landede i Lukla i regnvejr. Ifølge de lokale Sherpafolk, er regn i Lukla gudernes velsignelse af det forestående trek. Og jeg tror bestemt der er noget om snakken, for nærmest som vi trådte ud gennem byporten som markerede starten på trekket, stoppede regnen.


Det var med stor begejstring og endnu større forventninger, at vi denne kølige formiddag gik ned gennem den tågede dal og langs floden. Endnu var vi kun i den lavere del af af bjergene som her består af tæt skov, af fyr og andre alpine træer.


Her på stykket imellem Lukla og Namche Bazar er en livlig trafik af Yak-okser og bærer, som slæber alverdens varer og byggematerialer op i bjergene. Det meste ender i første omgang i Namche Bazar, som er "hovedstaden" her i Solu Khumbu området. Herfra bliver det solgt videre på markedet og fortsætter igen på ryggen af en Yak eller bære videre op i bjergene.


Efter en enkelt overnatning på vores vej op, ankom vi ud på eftermiddagen til Namche. Byen som ligger som en hestesko på bjergsiden, var som turen indtil nu, indhyllet i tåge og lavthængende skyer. Det var et flot og meget specielt syn. Men det jeg husker stærkest, er følelsen af at stå der i den kølige, fugtige tåge. Stilheden, den begrænsede sigtbarhed og så den der følelse. Følelsen af at noget meget stort ventede på mig, så snart tågen ville løfte sit slør og afsløre de høje hvide tinder.


På 3. dagen fortsatte vi vores trek, men i modsætning til de fleste trekkere gik vi ikke mod Everest Basecamp (EBC). For ikke at skulle trekke blandt alt for mange andre turister, havde vi dels valgt at trekke i den tidlige del af efterårs sæsonen og vi havde valgt et trek som ikke er så brugt som EBC trekket.


Trekket vi havde valgt hedder "Gokyo via RenjoLa" og bliver af mange kaldt det smukkeste Himalaya trek. Og vi blev bestemt ikke skuffede ;o) Vi havde store dele af turen for os selv og trekket bød på alt hvad vi kunne ønske os af oplevelser og storslåede bjerg scenarier.


På den første del af trekket, her i de lavere dele af Himalaya gik vi på smalle stier op og ned af bjergsiderne. Igennem åbne klippefyldte områder, langs floder og igennem de mest fantastiske Rhododendron skove. De flere hundrede år gamle Rhododendron skove var som taget ud af Tolkiens eventyr fra Middle-Earth. Det var en helt fantastisk oplevelse, som de gamle krogede træer stod her op og ned af bjergsiderne, indhyllet i tåge og mystik.


Netop tåge og regn, er årsagen til at de fleste venter til lidt længere inde i trekking sæsonen med at tage ud i bjergene. Men for mig var de første dage i tåge-bjergene, en lige så stor oplevelse som at se de høje bjerge. Det var en oplevelse som var markant anderledes, end da vi mod slutningen af trekket, i høj sol gik gennem samme områder tilbage mod Lukla.


Vi overnattede i en typisk lille Sherpa by, Khumjung, som ligger i en dal omgivet af hvide tinder. Men dette skue havde vi ingen ide om før vi tidligt næste morgen vågnede til et klar og skyfrit skue. Skyerne og tågen var lettet og det storslåede syn af de høje bjerge rundt om os var virkeligt smukt og overvældende. Efter morgenmaden gik vi op på en bakkekam hvorfra vi skulle kunne se Mt.Everest.


Det blev også til et kort glimt af Mt.Everest, men den "Hellige Moder" som bjerget kaldes på Tibetansk lod sig hurtigt indhylle i tåge og mystik igen. Det var nærmest som om hun spillede kostbare, og vi så aldrig hendes top på denne smukke morgen. På billedet til venstre herunder, kan Mt.Everest skimtes bag det Buddhistiske monument.


Men uanset vi stadig havde toppen af Mt.Everest tilgode, var denne fantastiske morgen starten på et nyt kapitel i vores bjerg eventyr. Vi havde fået en forsmag på hvad der ventede os længere oppe i det høje Himalaya...  Men mere om det i et senere indlæg ;o)

Ama Dablam

Se næste del af trekket her

fredag den 2. marts 2018

Boudhanath Stupa

Som jeg skrev i sidste indlæg om Kathmandu's travle liv, så er Boudhanath stedet jeg tager hen når byens kaos bliver for meget.

Boudhanath Stupaen med de karakteristiske Buddha's øjne, blev bygget i det 14. århundrede. 

Boudhanath som er Buddhisternes største helligdom udenfor Tibet, er en verden for sig selv. Så snart man går fra den travle vej og ind på Boudha området breder der sig en helt særlig stilhed og ro. Hele bydelen er bygget op omkring den "runde" Stupa og alle bygningerne ligger således og omkranser og "beskytter" Stupaen mod verden udenfor.


Ud over Stupaen er området fyldt med "Tibetanske" butikker, restauranter og klostre. Der er så meget at se på her og alligevel har stedet denne særlige ro som gør at man får pulsen helt ned og batterierne ladet op.

Boudhanath Stupaen lige efter solnedgang

Men det er ikke kun omgivelserne der gør dette til et særligt sted. Buddhisternes ro og afslappede sind er bestemt også afgørende for det liv der udspilles her. Og det smitter, når man kan mærke hvordan Buddhisterne hviler i sig selv imens de udfører deres ritualer. Det er som om tiden er sat i stå,  når de cirkulerer rundt om Stupaen, beder eller mediterer. Det er en skærende kontrast til det hektiske liv der udspiller sig i "det andet" Kathmandu, lige udenfor Boudas porte.

Turen rundt om Stupaen er ca 150 meter og man går den mindst 3 gange og med uret

Jeg har kun godt at sige godt om Buddhisterne og deres store helligdom Boudhanath Stupaen. Og bedst som mørket falder på, slår dette sted alt hvad jeg ellers har oplevet i Kathmandu. Når de fleste turister er taget hjem, vækkes stedet for alvor til live og bliver nærmest magisk.


Hver aften omkring solnedgang kommer alle Buddhisterne i området ud til Stupaen, hvor de som et led i deres meditation og bønner går rundt om den 3 gange eller mere. Der tændes bedelys i stort antal og det giver en stemning som er helt fantastisk, ja nærmest himmelsk magi.

Der tændes bedelys, lysene kan købes og pengene går til det Buddhistiske samfund ved Boudha

Buddhisterne er meget stærke i deres tro og det er virkeligt fantastisk at opleve. Når man opholder sig her i flere timer henover dagen og aftenen, ser man virkelig hvor stor forskel der er fra "turist-livet" om dagen og til aftenen som er Buddhisternes.


Det er som om at livet om dagen udspilles for vores, turisternes, skyld. Men om aftenen gør Buddhisterne "det de skal" for dem selv. Det er også her når hovedparten af turisterne er væk, at jeg falder i snak med de "rigtige" buddhister, dem som bor her i området. Og de har meget at fortælle, desværre ikke alt lige godt.

Munke går rundt om Stupaen, i dagtimerne er det mest turister der går rundt

Mange af Buddhisterne i Nepal er fordrevet fra Tibet. Og det er tydeligt et svært emne at tale om for dem. Men heldigvis har de her i Boudha et sikkert sted at være og som samfund tager de et helt særligt ansvar både for stedet og for hinanden.

Selvom livet i Nepal kan være hårdt og Buddhisternes historie er skræmmende, er der plads til en historie og et grin ;o)
Jeg vil slutte min fortælling fra Boudha her og håber at I har fået lyst til at besøge dette helt fantastiske sted. I har i hvert fald mine varmeste anbefalinger.


Dette indlæg bliver det sidste fra Kathmandu og Nepal i denne omgang. Men jeg vil selvfølgelig dele mine billeder og oplevelser fra mit trek i Himalaya med jer senere ;o)


Magiske fjelde på øst Island

Efter et par fantastiske dage på sydkysten gik turen videre langs østfjordene. Men inden vi sagde helt farvel til sydkysten måtte vi li...