søndag den 8. april 2018

Det høje Himalaya

Næste del af vores trek bragte os dybere ind i Himalaya og nærme højdepunktet for vores trek - bjergpasset Renjo La og byen på den anden side, Gokyo.


Som vi bevægede os op ændrede landskabet sig markant. Fra de tætte og frodige skove, blev landskabet mere barskt og udpint. Nærmest goldt som en ørken. Trægrænsen er omkring 3500 meter og her i omkring 4000 meters højde er der kun små lave vækster. Sten og klipper er der derimod, så langt øjet rækker. Der bliver længere og længere imellem byerne og der er nærmest bare tale om små samlinger af gårde i stedet for egentlige landsbyer. De små bebyggelser ligger typisk i dalene, placeret på skråningerne ned mod en flod. Her har man adgang til vand samt den bedste beskyttelse mod vind og vejr, som de barske bjerge tillader.


Vejret blev mere klart på denne del af trekket. Skyerne og tågen lettede og vi begyndte endeligt at kunne se de høje hvide tinder, som vi så længe havde drømt om. Luften er kold og frisk, det prikker i halsen og lungerne er på overarbejde. Dels på grund af den kolde luft, men mest på grund af manglen på ilt. Vi havde dog ingen problemer med højden og følte os i rigtig god form. Men alligevel var der ofte brug for små hvil, så lungerne lige kunne nå at følge med igen ;o)


Turen fra Khumjung og op til Gokyo havde vi nærmest for os selv. Og jeg nød virkelig at kunne gå i mine egne tanker og bare nyde alle de indtryk som bjergene berigede os med til overflod. Vi var selvfølgelig ikke alene, men antallet af trekkere var meget minimalt og hver gang vi mødte andre gav det anledning til en god snak. Det bedste var, når vi mødte trekkere som var på vej den modsatte vej... Så kunne vi hver i sær fortælle om gode oplevelser som ventede os, på hver vores vej videre ;o) Det var noget som virkeligt kunne sætte forventningerne op i gear.

Typisk familie gård med traditionelt sten tag.  Pga. faren for sammenstyrtning ved jordskæl har de fleste skiftet til stål tag

De tre dage op til Gokyo var lige det Himalaya vi havde forestillet os hjemmefra... Golde landskaber, store panoramaudsigter og høje hvide tinder. Det hele lige for næsen af os, ja vi var lige her midt i det hele - Midt i en drøm.


Med undtagelse af familie og venner, som jeg ville ønske at kunne havde delt mine oplevelser med... Har det derhjemme aldrig været så langt væk og betydet så lidt. Alt den daglige negativitet som vi bliver bombarderet med i nyhederne var helt visket væk. Ikke at det ikke er vigtigt at følge med, men ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, har bare fyldt for meget af min hverdag. Så alle mine nyheds apps som blev afinstalleret fra min tlf inden rejsen, er aldrig kommet tilbage ;o) Her i de smukke og barske bjerge er en helt enorm ro som bare går helt ind under huden. Alt hvad man skal forholde sig til bliver pludselig meget basalt... Mad, drikke, søvn og oplevelser ;o) Hvad mere kan man egentlig ønske sig ;o)


Foto: Allan Wieck-Hansen

Men tilbage til trekket ;o) Den dag vi havde set frem mod med største forventning var uden tvivl dagen hvor vi skulle krydse det 5.340 meter høje Renjo pas. Det skulle efter sigende være den både smukkeste dag på trekket, men også den hårdeste. Og begge dele holdt stik, det var en helt fantastisk dag og nok det hårdeste jeg har oplevet.



Dagen startede før solopgang og bød på 12 km. vandring i hårdt terræn. Vi startede i 4.790 meters højde og i løbet af dagen nåede vi at gå 1.700 højde meter og 1.269 meter ned igen. Manglen på ilt kunne for alvor mærkes, men det der tog hårdest på mig var nok manglen på mad.

Opstigningen til passet RenjoLa, Foto: Allan Wieck-Hansen

De fysiske strabadser og højden satte en naturlig begrænsning på min appetit og det eneste jeg fik at spise fra min obligatoriske morgen havregrød og indtil toppen af passet var en Snickers. Det opfylder nok ikke den anbefalede kalorie indtagelse på sådan en dag og regningen kom da også. Den allersidste opstigning til passet kan jeg slet intet huske fra, her slog hjernen fra og kroppen tog over.

På toppen af Renjo La, tak til vores guide Pemba Tenzing for at betjene mit kamera og forevige øjeblikket på passet ;o)

Men disse strabadser gjorde bare oplevelsen og følelsen af at havde klaret en udfordring og nået et mål så meget større. Udsigten fra passet er uden tvivl fantastisk, men det er kun det halve af min oplevelse af at stå der. De følelser der går igennem kroppen er helt fantastiske, jeg havde det vel ligesom en champagne lige inden proppen sprænger ;o) Og jeg vil aldrig glemme den dag hvor jeg stod på passet med min kammerat Allan ;o)

Der var et pragtfuld skue fra passets 5340 meter


Efter et velfortjent hvil, lidt medbragt mad og selvfølgelig rigelig med foto-tid, måtte vi videre. Godt nok havde vi nået toppen, men foran os ventede stadig en lang vandring. Ned fra passet om på den anden side af søen til byen Gokyo.


Byen Gokyo kan lige skimtes på modsatte søbred

Det var en lang tur ned, men turen foregik nærmest i "gadedrenge-løb". Oppe i "skyerne" efter den gode oplevelse og med et større ilt niveau eftersom vi gik ned igen, gjorde bare resten af dagen til en leg.


Gokyo by

Gokyo er en lille by som udelukkende består på grund af trekking turisterne. Byen ligger flot placeret på bredden af Gokyo søen og med en enorm gletcher lige bag bakkekammen bag byen. Her er absolut intet at tage sig til, så Gokyo er kun et sted man overnatter inden den videre færd eller man tager en ekstra overnatning for at tage en dagstur ud langs de forskellige søer i området. Vi valgte dog at nøjes med en overnatning i Gokyo, for så næste dag at tage en lidt alternativ rute videre hjemover. 


Gokyo i forgrunden og bjergpasset Renjo La i horisonten bag søen

Denne rute bragte os langs gletcheren og et par af Gokyo søerne, men det kan du se og læse mere om i næste indlæg ;o) Håber I har nydt turen i det høje Himalaya ;o)


Læs om første del af trekket her

søndag den 25. marts 2018

Misty Mountains

Misty Mountains er den episke bjergkæde i Tolkiens eventyr om Hobbitten og Ringenes Herre - Men det er også det Himalaya som bød os velkommen på et af de største eventyr i mit liv.


I slutningen af september 2017 satte min kammerat og jeg os i bjergflyveren fra Kathmandu til Lukla. Trekket og ikke mindst den berygtede flyvetur var noget vi havde set frem til med spænding.


Flyveturen gik forbavsende godt, og jeg var faktisk en smule skuffet over den sagnomspundne landing i Lukla, som i dette tilfælde forløb uden den mindste dramatik.


Vi landede i Lukla i regnvejr. Ifølge de lokale Sherpafolk, er regn i Lukla gudernes velsignelse af det forestående trek. Og jeg tror bestemt der er noget om snakken, for nærmest som vi trådte ud gennem byporten som markerede starten på trekket, stoppede regnen.


Det var med stor begejstring og endnu større forventninger, at vi denne kølige formiddag gik ned gennem den tågede dal og langs floden. Endnu var vi kun i den lavere del af af bjergene som her består af tæt skov, af fyr og andre alpine træer.


Her på stykket imellem Lukla og Namche Bazar er en livlig trafik af Yak-okser og bærer, som slæber alverdens varer og byggematerialer op i bjergene. Det meste ender i første omgang i Namche Bazar, som er "hovedstaden" her i Solu Khumbu området. Herfra bliver det solgt videre på markedet og fortsætter igen på ryggen af en Yak eller bære videre op i bjergene.


Efter en enkelt overnatning på vores vej op, ankom vi ud på eftermiddagen til Namche. Byen som ligger som en hestesko på bjergsiden, var som turen indtil nu, indhyllet i tåge og lavthængende skyer. Det var et flot og meget specielt syn. Men det jeg husker stærkest, er følelsen af at stå der i den kølige, fugtige tåge. Stilheden, den begrænsede sigtbarhed og så den der følelse. Følelsen af at noget meget stort ventede på mig, så snart tågen ville løfte sit slør og afsløre de høje hvide tinder.


På 3. dagen fortsatte vi vores trek, men i modsætning til de fleste trekkere gik vi ikke mod Everest Basecamp (EBC). For ikke at skulle trekke blandt alt for mange andre turister, havde vi dels valgt at trekke i den tidlige del af efterårs sæsonen og vi havde valgt et trek som ikke er så brugt som EBC trekket.


Trekket vi havde valgt hedder "Gokyo via RenjoLa" og bliver af mange kaldt det smukkeste Himalaya trek. Og vi blev bestemt ikke skuffede ;o) Vi havde store dele af turen for os selv og trekket bød på alt hvad vi kunne ønske os af oplevelser og storslåede bjerg scenarier.


På den første del af trekket, her i de lavere dele af Himalaya gik vi på smalle stier op og ned af bjergsiderne. Igennem åbne klippefyldte områder, langs floder og igennem de mest fantastiske Rhododendron skove. De flere hundrede år gamle Rhododendron skove var som taget ud af Tolkiens eventyr fra Middle-Earth. Det var en helt fantastisk oplevelse, som de gamle krogede træer stod her op og ned af bjergsiderne, indhyllet i tåge og mystik.


Netop tåge og regn, er årsagen til at de fleste venter til lidt længere inde i trekking sæsonen med at tage ud i bjergene. Men for mig var de første dage i tåge-bjergene, en lige så stor oplevelse som at se de høje bjerge. Det var en oplevelse som var markant anderledes, end da vi mod slutningen af trekket, i høj sol gik gennem samme områder tilbage mod Lukla.


Vi overnattede i en typisk lille Sherpa by, Khumjung, som ligger i en dal omgivet af hvide tinder. Men dette skue havde vi ingen ide om før vi tidligt næste morgen vågnede til et klar og skyfrit skue. Skyerne og tågen var lettet og det storslåede syn af de høje bjerge rundt om os var virkeligt smukt og overvældende. Efter morgenmaden gik vi op på en bakkekam hvorfra vi skulle kunne se Mt.Everest.


Det blev også til et kort glimt af Mt.Everest, men den "Hellige Moder" som bjerget kaldes på Tibetansk lod sig hurtigt indhylle i tåge og mystik igen. Det var nærmest som om hun spillede kostbare, og vi så aldrig hendes top på denne smukke morgen. På billedet til venstre herunder, kan Mt.Everest skimtes bag det Buddhistiske monument.


Men uanset vi stadig havde toppen af Mt.Everest tilgode, var denne fantastiske morgen starten på et nyt kapitel i vores bjerg eventyr. Vi havde fået en forsmag på hvad der ventede os længere oppe i det høje Himalaya...  Men mere om det i et senere indlæg ;o)

Ama Dablam

Se næste del af trekket her

fredag den 2. marts 2018

Boudhanath Stupa

Som jeg skrev i sidste indlæg om Kathmandu's travle liv, så er Boudhanath stedet jeg tager hen når byens kaos bliver for meget.

Boudhanath Stupaen med de karakteristiske Buddha's øjne, blev bygget i det 14. århundrede. 

Boudhanath som er Buddhisternes største helligdom udenfor Tibet, er en verden for sig selv. Så snart man går fra den travle vej og ind på Boudha området breder der sig en helt særlig stilhed og ro. Hele bydelen er bygget op omkring den "runde" Stupa og alle bygningerne ligger således og omkranser og "beskytter" Stupaen mod verden udenfor.


Ud over Stupaen er området fyldt med "Tibetanske" butikker, restauranter og klostre. Der er så meget at se på her og alligevel har stedet denne særlige ro som gør at man får pulsen helt ned og batterierne ladet op.

Boudhanath Stupaen lige efter solnedgang

Men det er ikke kun omgivelserne der gør dette til et særligt sted. Buddhisternes ro og afslappede sind er bestemt også afgørende for det liv der udspilles her. Og det smitter, når man kan mærke hvordan Buddhisterne hviler i sig selv imens de udfører deres ritualer. Det er som om tiden er sat i stå,  når de cirkulerer rundt om Stupaen, beder eller mediterer. Det er en skærende kontrast til det hektiske liv der udspiller sig i "det andet" Kathmandu, lige udenfor Boudas porte.

Turen rundt om Stupaen er ca 150 meter og man går den mindst 3 gange og med uret

Jeg har kun godt at sige godt om Buddhisterne og deres store helligdom Boudhanath Stupaen. Og bedst som mørket falder på, slår dette sted alt hvad jeg ellers har oplevet i Kathmandu. Når de fleste turister er taget hjem, vækkes stedet for alvor til live og bliver nærmest magisk.


Hver aften omkring solnedgang kommer alle Buddhisterne i området ud til Stupaen, hvor de som et led i deres meditation og bønner går rundt om den 3 gange eller mere. Der tændes bedelys i stort antal og det giver en stemning som er helt fantastisk, ja nærmest himmelsk magi.

Der tændes bedelys, lysene kan købes og pengene går til det Buddhistiske samfund ved Boudha

Buddhisterne er meget stærke i deres tro og det er virkeligt fantastisk at opleve. Når man opholder sig her i flere timer henover dagen og aftenen, ser man virkelig hvor stor forskel der er fra "turist-livet" om dagen og til aftenen som er Buddhisternes.


Det er som om at livet om dagen udspilles for vores, turisternes, skyld. Men om aftenen gør Buddhisterne "det de skal" for dem selv. Det er også her når hovedparten af turisterne er væk, at jeg falder i snak med de "rigtige" buddhister, dem som bor her i området. Og de har meget at fortælle, desværre ikke alt lige godt.

Munke går rundt om Stupaen, i dagtimerne er det mest turister der går rundt

Mange af Buddhisterne i Nepal er fordrevet fra Tibet. Og det er tydeligt et svært emne at tale om for dem. Men heldigvis har de her i Boudha et sikkert sted at være og som samfund tager de et helt særligt ansvar både for stedet og for hinanden.

Selvom livet i Nepal kan være hårdt og Buddhisternes historie er skræmmende, er der plads til en historie og et grin ;o)
Jeg vil slutte min fortælling fra Boudha her og håber at I har fået lyst til at besøge dette helt fantastiske sted. I har i hvert fald mine varmeste anbefalinger.


Dette indlæg bliver det sidste fra Kathmandu og Nepal i denne omgang. Men jeg vil selvfølgelig dele mine billeder og oplevelser fra mit trek i Himalaya med jer senere ;o)


Det høje Himalaya

Næste del af vores trek bragte os dybere ind i Himalaya og nærme højdepunktet for vores trek - bjergpasset Renjo La og byen på den anden sid...