lørdag den 24. februar 2018

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer

I september / oktober var jeg en tur i Nepal sammen med en kammerat og fototosse som mig selv. Hovedformålet var et trek i Himalaya bjergene, men man kan ikke tage til Nepal uden at opleve den fantastiske hovedstad Kathmandu.

Kathmandu, Nepals hovedstad med officielt 1.000.000 indbyggere, men sikkert nærmere 1.500.000

Kathmandu som ligger i 1300 meters højde i Kathmandudalen, er en ren "drømmekage" for fotografer. Det er en kulturel smeltedigel og det liv som udspiller sig her er så langt fra hvad man ellers ser og oplever i resten af verden.


Nepals befolkning er delt på alle religioner, men den største gruppe er hinduer. Herefter er det buddhismen som er den største religion, men alle er repræsenteret. Men jeg tror at Nepal er det eneste sted i verden, hvor alle disse religioner er repræsenteret uden at det giver anledning til gnidninger eller krig. Her i Nepal er det ikke ualmindeligt at se en hindu på en buddhistisk helligdom eller omvendt. Man respekterer hinanden ;o)


Nepal er et fattigt land men fremskridtet er dog på vej. Det er naturligvis potitivt, men det giver også en kæmpe kontrast mellem rig og fattig. Mange har rigeligt, mens de fleste intet har. Men alle disse store forskelle på levestandarder, kulturer og ikke mindst religion gør bare Kathmandu til et helt særligt sted. Både at opleve og selvfølgelig også at fotografere, for her står motiverne nærmest i kø.


Ja det kan godt være at I synes der er mange billeder i dette blogindlæg, men det har virkelig været en kamp at begrænse mig ;o)


Her i Kathmandu leves meget af livet på gader og pladser. Mange af dagligdagens gøremål foregår udendørs i det offentlige rum. Det er naturligvis meget spændende at følge og det giver nogle helt anderledes fotomuligheder end vi er vandt til hjemmefra.


Her er mange håndværkere og de er stolte af deres arbejde og evner som er gået i arv gennem generationer. Jeg tænker ikke at værktøjer og teknikker har ændret sig særligt meget igennem de sidste mange år.


Men nepal er også ansigter og personlige fortællinger og levede liv, som for manges vedkommende ikke har været lette. Men alligevel møder man her næsten kun smilende og glade mennesker. Når jeg rejser, undres jeg ofte over hvor meget gladere folk synes at være - det er som om jo mere vi ejer og har, jo mere bekymrede og sure bliver vi over små ting som ikke går vores vej.


Jeg er helt overbevist om at disse 2 mænd har oplevet en hel del i deres tid og jeg er ekstremt nysgerrig efter at høre dem fortælle deres historie. Og hvis du viser en Nepaleser lidt interesse, bliver du som regel belønnet med af venlig sjæl som gerne fortæller om sit liv. Den ældre herre til venstre, viste sig at være skulptør og havde en fantastisk historie at berette om sit værksted, som han havde arvet af sin far og nu videregivet til sin søn. Vi blev budt indenfor og så både butik, værksted og hjem.

Mænd som tager en lur på offentlige steder er et helt normalt syn i Kathmandu

Nepaleserne siger selv at "Det der foregår i Nepal, foregår ikke i resten af verden - Og - Det der foregår i resten af verden, foregår ikke i Nepal" Jeg vil give dem ret, dette land og i særdeleshed Kathmandu er et helt specielt og skørt sted som bare går under huden og lige i hjertet.


Kathmandu er på én gang for meget og så vil jeg alligevel have mere. Dette kulturelle kaos, alt for mange mennesker på for lidt plads. De store forskelle på rig og fattig, på Hinduer og Buddhister... Det er alt sammen det som gør Nepal og Kathmandu til noget helt særligt.


Jeg har besøgt Nepal flere gange i løbet af de sidste 20 år og hver gang har det været en kæmpe stor oplevelse. En oplevelse som sætter vores hverdag og liv i perspektiv - Jo vist har vi problemer i vesten... Men at opleve folk med helt eksistentielle udfordringer være så imødekommende og smilene som vi oplevede i Nepal sætter nogle tanker i gang. Vi skal nok huske at sætte større pris på alt det gode vi har ;o)


Jeg håber at I nød turen til Kathmandu og så kan i glæde jer til at komme med en tur til Boudhanath Stupaen i næste indlæg. Dette er Buddhisternes store helligdom og det fristed jeg tager til når jeg trænger til at få det vilde Kathmandu lidt på afstand og lige trække vejret lidt ;o)




lørdag den 10. februar 2018

Mellem levende og døde

Røgsøjlerne kan ses på lang afstand og man fornemmer længe inden man ankommer til templet at dette ikke er et helt almindeligt sted. Livet omkring Pashupatinath summer af aktivitet, men på en mere anspændt måde end i resten af den kulturelle smeltedigel Kathmandu.


Så snart man træder ind på Pashupatinath området mærker man tydeligt at dette er et helt specielt sted. Det er her, de levende tager afsked med de døde, og dette sted er på en gang voldsomt og fredfyldt.


Det kaos som normalt kendetegner Kathmandu, fortager sig nærmest øjeblikkeligt man kommer ned til floden, hvor brændingerne udføres. Her er hverdagens travlhed erstattet med ritualer og klargøring af bål og lig.

Afdøde velsignes med fødderne i flodens hellige vand, for mange er det et stort ønske at dø med fødderne i floden.

"Ceremonimesteren" får sig en smøg imens han passer bålet.

Stemningen er ikke som ved vestlige begravelser. Hinduernes urokkelige tro på reinkarnation og et bedre næste liv mærkes tydeligt.

Efter klargøring, ofringer og velsignelse af afdøde bæres liget til bål pladsen.

I den Hinduistiske tro er det kun legemet der dør, hvorimod sjælen bliver genfødt. Døden, som vi opfatter som en slags endeligt, ses her som en befrielse som man bliver belønnet med, når man har gennemlevet de forskellige tilværelsesformer i livshjulet Samsara.

Afdøde velsignes en sidste gang inden bålet tændes.

Selvfølgelig står de efterladte tilbage med savnet af den afdøde, men det er som om det er lettere at acceptere, når nu den afdøde er på vej til et bedre sted.

Efter bålet er tændt lægges en masse strå ovenpå liget hvorved der frembringes en masse røg.

Når man følger en hel ”begravelses” seance, får man et helt unikt indblik i Hinduernes traditioner og ritualer. Inden en ligbrænding bliver afdøde velsignet, bl.a. med det hellige vand fra floden. Herefter klargøres bålet og liget bliver placeret herpå. Efter flere velsignelser tændes bålet.

Asken spredes i den hellige flod Bagmati.

Efter brændingen bliver asken og de sidste jordiske rester spredt i den hellige Bagmati flod. Dette markerer enden på dette liv og overgangen til næste liv eller i bedste fald overgangen til Nirvana. Nirvana er den tilstand alle Hinduer stræber efter. Nirvana er at blive forløst af genfødselsrækken og at blive ét med Kosmos og den højere åndelige bevidsthed.

Et lig velsignes og klargøres tl brænding. Imens venter børnene på at indsamle de mønter og genstande som de pårørende ofrer for afdøde. Det kan virke respektløst men er helt naturligt og accepteret.

Jeg har besøgt Pashupatinath adskillige gange på mine Nepal rejser og jeg har på intet tidspunkt følt mig uvelkommen. På den ene side af floden foregår alle ritualerne og ligbrændingerne. Det er her de afdøde og deres pårørende opholder sig. Der er fri adgang og ingen ser skævt til ”turister” heller ikke os med kamera og store objektiver. På modsatte side af floden er der ”tilskuerpladser” og det opfattes som en ære hvis der er mange som ser på. Hinduer vil ikke dø alene, de vil helst være omgivet af så meget familie og venner som muligt Og som med alle andre ceremonier og festligheder i Hinduismen kan en persons ære og vigtighed måles i antallet af tilstedeværende.

En hellig mand i et af de talrige templer som findes på området

Pashupatinath er også et område som besøges af mange turister. Dette er selvfølgelig lig med en masse ”erhvervsdrivende” som vil sælge alt fra frugter og "candyfloss", til hellige mænd som sælger retten til at fotografere dem. Jeg er generelt imod disse foretagender, men erkender også at det er deres levebrød. Og i min verden kan det ikke sidestilles med tiggeri, disse folk giver trods alt en modydelse for pengene.


Jeg synes dog at det er ret uinteressant at fotografere en opstillet hellig mand og forsøger i stedet at fotografere ham i smug og så selvfølgelig betale ham bagefter. Det fik jeg et par billeder ud af som jeg selv er blevet ret glad for, men det krævede en del overtalelse fra min rejse-makker at få den hellige mand til at forstå at det var mig – der stod langt væk – som ville tage et billede af ham. Alle de andre turister tager jo deres sædvanlige portrætter på klods hold, men det var ikke min ide ;o)



Jeg håber I har nydt denne tur, til dette hellige sted og hvis I kommer på de kanter så snyd ikke jer selv for et besøg ved Pashupatinath.


Pashupatinath templet som ligger ved den hellige Bagmati flod, er bygget i det 5. århundrede og er et af Asiens vigtigste Hinduistiske helligdomme. Pashupatinath er optaget som et af 8 kulturelle steder i Kathmandu dalen på UNESCO's verdensarvsliste.

Ved Pashupatinath er der også ro og tid til fordybelse

Nedtur - På den fede måde

Efter turen over Renjo La og en overnatning i byen Gokyo var vi nået målet for vores trek. Gokyo markerede både højdepunktet og vendepunktet...