mandag den 10. december 2018

Gudesmukke fugle ved Goðafoss

Island har så mange smukke og unikke ting at byde på. Nogle af disse vidundere er vandfald og de findes her i stort tal og det ene mere fantastisk end det andet ;o) På vores ture til Island har vi efterhånden set mange smukke og meget forskellige vandfald. Men på vores tur her i efteråret var det alligevel som om benene blev slået væk under os da vi besøgte vandfaldet Goðafoss og floden Skjálfandafljót.


Men det var ikke kun det smukke vandfald, som er navngivet gudernes vandfald som gjorde oplevelsen til noget ganske særligt. Allerede på vejen fra den nærliggende P-plads og frem til vandfaldet, faldt vi nærmest over nogle skønne små fjerede venner, Ryperne.  De mange Arktiske Ryper med deres smukke mønstrede fjerdragt og de hvide "bukser" var en fantastisk oplevelse. Vi havde set Rypen tidligere på vores tur, men her ved Goðafoss var der et stort antal af den smukke fugl  og de viste sig at være utrolig gæstfri og villig til at posere for kameraet.


Goðafoss er et af Islands vidundere og vandfaldet trækker hvert år tusindvis af turister til nord øen. Det er med sine 12 meters fald og ca 30 meters bredde ikke størrelsesmæssigt i nærheden af Dettifoss og Gullfoss. Men her oppe mod nord, langt fra Reykjavik og den alt for turistede sydkyst er der stadig plads til at opleve og nyde naturens storslåethed i ro og mag. Jo her er da turister, men slet ikke i de vanvittige antal som man ser ved Gullfoss. Efteråret her i nord landet er ret stille hvad turister angår og det giver rig mulighed for at nyde den storslåede stilhed og magi som hviler over Goðafoss og i øvrigt det meste af nord og øst Island. Her er plads til at mærke naturen, vejret og ikke mindst sig selv ;o)

Dette billede er taget af min skønne hustru Susan ;o)

Selv om der ikke er mange mennesker at se på billederne var vi ikke alene. Og nogle af de besøgende havde andre planer for vandfaldet end flertallet af folk som kommer her. De 2 vovehalse havde bestemt sig for at prøve kræfter med vandfaldet i deres kajakker. Og de havde styr på det og jeg tænker at de morede sig gevaldigt, i hvert fald var én tur ikke nok ;o) Jeg var selv i gang med en langtidseksponering så dette billede er taget af min skønne hustru og rejsemakker Susan ;o)


Imellem de 2 fald er der en ret stor pool med rimelig stillestående vand. Herefter samles vandet i en smal strøm som løber i en smal kløft for lidt længere nede at tage endnu nogle mindre fald. Dette område op mod selve Goðafoss er utroligt spændende. Det hurtigt strømmende vand i de smukke grøn/blå nuancer og det hvide skum er fine motiver og står i stor kontrast til de mørke klipper. Perfekt til langtidseksponeringer som f.eks. billedet herunder som er taget på 5 sekunders lukkertid.


Klipperne med deres huler, og ikke mindst de skønne ryper som bor her, kan jeg også få meget tid til at gå med at se på og fotografere ;o) Jo her er motiver i stribevis. Ryperne havde reder i klippehulerne og spangulerede ellers rundt i klipper og vegetationen langs vandet. De var godt selskab ;o)



Jeg håber du har nyt besøget ved gudernes vandfald og at du har fået lyst til at se mere fra Island.

Du finder mine tidligere indlæg fra vores efterårs tur her:

Island i efterårsfarver
Magiske fjelde på øst Island
Dybe kløfter og isbjerge - Islands sydkyst

1 kommentar:

Gudesmukke fugle ved Goðafoss

Island har så mange smukke og unikke ting at byde på. Nogle af disse vidundere er vandfald og de findes her i stort tal og det ene mere fant...