Lukla - Måske verdens farligste lufthavn

Hvis man skal ud i Everest området i Himalaya bjergene, går turen via den lille lufthavn i bjergbyen Lukla... Ja hvis man da ikke vælger at gå hele vejen ;o) Her ude i bjergene er der nemlig ingen veje og alternativet til den berygtede flyvetur, er en lang dag i bus efterfulgt af 3 dages vandring.

Udsigten fra den lille Dornier bjergflyver, inden afgang fra Lukla

Byen Lukla ville ikke havde været mere en blot en lille samling huse, hvis ikke det var for lufthavnen. Skønt det er en lille bitte lufthavn, har den en enorm betydning for byen og området. Det siger jo egentligt sig selv, når nu næsten alt trafik til og fra område skal igennem her.

Turisterne er egentligt ikke så synlige i byen, men de små udstyrsbutikker og restauranter som ligger side om side med barbershop og købmand viser med tydelighed at turisterne er her. De fleste kommer her for at trekke i bjergene, og de skynder sig som regel ud af byen og ud på deres trek, i samme øjeblik som de står af bjergflyveren. De fleste vælger dog at tage den sidste overnatning her i Lukla, inden de igen skal flyve med morgenflyveren hjem til Kathmandu.

Lukla's lufthavn er berømt og berygtet og skulle efter sigende være en af verdens farligste. Dette skyldes de forræderiske vejrforhold i bjergene samt start/landings banens placering. Når man lander i Lukla, flyver man direkte ind mod bjergvæggen, hvor man i stor fart skal ramme landingsbanen som er placeret på en lille "terrasse" midt på bjergsiden. Er indflyvningen for lav, styrter man lige imod klipperne... Kommer man for højt, når man ikke at bremse flyet som vil blive knust mod klipperne for enden af banen i stedet. Der er med andre or ikke plads til fejltagelser her i Lukla, og lufthavnen har også sine fly vrag og menneskeliv på samvittigheden. Men heldigvis går langt de fleste ture godt og ulykkerne er blevet drastisk nedsat efter man har jævnet og asfalteret banen.

Lukla er en meget lille, men uhyre effektiv lufthavn. Når vejret tillader det, kommer her 4-5 fly ind i timen. På den lille "parkeringsplads" er der lige nøjagtigt plads til 4 af de små bjergfly af gangen. Og det går virkeligt stærkt når flyene kommer ind. Så snart flyet holder stille, springer passagerene ud. Bagagen bliver i alt hast trukket ud og ny bagage bliver lastet, alt imens passagerene som skal tilbage til Kathmandu tager plads i det lille fly. Hele denne ombytning af passagerer og bagage tager max 10 minutter og det er blevet tid til at flyet letter for at flyve de 45 minutter tilbage til Kathmandu. Det hele gentager sig nu med et nyt hold håbefulde trekkere... Igen og igen, så længe vejret tillader det.

Her i bjergene gælder det om at være hurtig og effektiv. Alt flyvning er bestemt af vejrets luner og lufthavnen i Lukla kan være lukket i dagevis. Så når vejret tillader det er der virkelig myldretid. Jeg har på tidligere ture ventet i flere dage i Kathmandu, på grund af aflyste fly til Lukla. Denne gang var vi heldige. Efter at alt flyvning havde været aflyst i 3 dage, kom vi med et af de få fly som kom afsted, den formiddag hvor vi havde planlagt vores flyvning. Vi kom med det sidste fly den dag og de efterfølgende dage var der igen lukket. Så vi var virkeligt heldige, men jeg føler også at det var min tur efter tidligere aflyste bjerg trek pga. aflyste fly ;o)

Men denne gang gik alt efter planen, både vores trek i Himalaya og den ellers så berygtede bjerg flyvning og landing... Både ud og hjemturen forløb helt uden problemer og dramatik. I stedet kunne vi nyde de smukkeste udsigter da vi fløj på langs af Himalaya bjergkæden.

Læs mere om mit trek i Himalaya i følgende indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche
4. del - Stjerne stunder og udsigt til Mt. Everest om nat foto i Himalaya og Everest i morgenlys

Praktisk info om Foto-Trekking i Himalaya
Namche Bazar - Himalayas hovedstad

Du kan også læse om beretninger fra Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Om foto Trekking i Himalaya

Jeg synes lige jeg vil fortælle lidt mere om vores trek og om de praktiske ting der er at forholde sig til, når man som vi ville kombinere trekking med fotografering.

Først om trekket:

Vi har familie i Nepal og har herigennem fået en masse nyttig viden og gode råd om alternativer til det alt for overrendte Everest Base Camp trek. Ikke at vi ikke gerne ville sige at vi har været i Base Camp. Men udsigten til at gå i en lang række af turister og overfyldte te-huse (hoteller) var bare ikke den naturoplevelse vi søgte.

Trekket vi valgte er "Gokyo via Renjo La", et trek som ifølge de lokale skulle være det smukkeste trek i Himalaya. Dette trek er ikke at finde på de typiske tilbud over Himalaya treks, men det vil helt sikkert blive meget mere kendt i fremtiden.

Dette trek strække sig over ca. 100 km. og vi valgte at arrangere det over 12 dage, med mulighed for at tillægge eller trække en dag fra, alt efter behov undervejs. Dette ville give os god tid til vores fotografering undervejs og ikke mindst til at akklimatisere os så vi ikke ville få alvorlige problemer med højdesyge.

Der er koldt på toppen, men den rigtige påklædning gør en forskel - Renjo la 5340m.

Trekket starter i Lukla i 2840 meters højde og har mål i Gokyo som ligger i 4790m. Undervejs krydsede vi bjergpasset Renjo La (La betyder pas) Renjo La er 5340 meter og det højeste punkt vi nåede på vores trek. Ud over et par korte dage, af hensyn til akklimatisering og fotografering, var de fleste dage på ca. 10 km. Den hårdeste var uden tvivl dagen hvor vi krydsede Renjo passet, ca. 12 km. vandring, med en samlet højde stigning på 1700 meter og et højdefald på 1269 meter. Ja i bjergene går det både op og ned ;o)

På billedet herunder kan du se en oversigt over hvor vi overnattede, højder, afstande samt højde stigninger og fald.

Vi valgte at arrangere trekket igennem et Nepalesisk bureau Climbalaya og vi valgte at benytte en af bureauets guider. En guide gav god mening for os, dels for at vi kunne finde vej og for at sørge for vores sikkerhed bla. mht. højdesyge. Men også fordi vi mente at kunne få stor glæde af guidens lokalkendskab. Og vores guide Pemba Tenzing skulle vise sig at være en alletiders fyr ;o) Han var bestemt med til at gøre vores trek uforglemmeligt. Men ud over at servicere os og fortælle os om alt fra bjerge til Sherpa-kultur er guiden også vigtig i forhold til de praktiske forhold. Det er ham som sørger for booking af værelser undervejs, for at arrangere mad og ikke mindst for ændringer af fly billetter.

Foto: Allan Wieck-Hansen

Vi valgte også at hyre en bærer. Både fordi vi ikke kunne bære både rygsæk og kamerataske, men også af hensyn til bæreren. Det lyder måske forkert, at jeg mener vi har hjulpet den lille lokale mand som bar for os... Men det er faktisk tilfældet. I bjergene er der ikke meget at leve af, så mange lever af at bære benzin, mad, sodavand og byggematerialer mm. op til de små landsbyer. Det er et meget hårdt arbejde, hvor det ikke er unormalt at man bære omkring 100 kg, ja nogle endda endnu mere. Og så er dette opslidende arbejde særdeles ringe betalt.

"Turist" bærerne har en fagforening, der er grænser for hvor meget de må bære og der er en mindste løn. Vi havde pakket så vi tilsammen havde max 30 kg. som bæreren skulle bære for os og så fik han en fin løn og gode drikkepenge ;o) Så ja, i den ideelle verden skulle vi prioritere og bære vores eget grej, men i den virkelige verden synes jeg dette var den rigtige løsning for alle.

Men bærer eller ej, i den tynde luft oppe i bjergene føles 10 kg. på ryggen som 20 kg. gør her i flade Danmark. Så hvad valgte vi så at medbringe ;o)

Kamera grej:

Nikon Fullframe DSLR med Nikkor 24-120mm samt 70-200mm objektiver, begge blænde f./4
Jeg ved godt at de lysstærkere blænde f./2.8 objektiver på papiret er bedre objektiver. Men de fylder og vejer så meget mere og siden jeg for nu mange år siden skiftede til de lettere f./4 modeller har jeg aldrig fortrudt.

Mit elskede 16-35mm vidvinkel måtte blive hjemme, der er forskel på nice-to-have og need-to-have ;o) og det er jo altid muligt at stykke panoramabilleder sammen af flere billeder i f.eks. Lightroom og Photoshop. På den måde kunne jeg undlade et objektiv uden at gå på kompromis med mulighederne for at lave panorama billeder ;o)

Dette billede er sammensat af 5 billeder fotograferet på 70mm med 70-200mm

Udover kamera og de 2 objektiver havde jeg medbragt Lee filter kit samt et letvægts carbon stativ med et let kuglehovede på. Og så selvfølgelig rensegrej, lader og en bunke batterier. Det er dyrt at lade batterier og mobil op i bjergene og man skal ikke regne med at der er mulighed for det hver dag.

Grejet havde jeg samlet i en "kombi" fototaske som ud over at have plads til kamera mm også kan rumme det nødvendige ekstra tøj mm. som der er behov for i løbet af en dag i bjergene. Tasken jeg valgte er Lowepro Whistler og det blev den pga. den solide opbygning med super godt bæresystem og udover et godt stort rum til diverse ikke-kamera grej har den en masse gode muligheder for at stroppe ekstra ting som stativ udenpå.

Lovepro Whistler kamerataske med plads til kamera og alt det andet ;o) Foto: Allan Wieck-Hansen

Tøj og andet praktisk grej:

Jeg er stor fan af merino uld tøj, og hele min basis af tøj bestod af merino. Merino har en utrolig høj komfort... Det er let, utroligt godt til at regulere temperaturen så du ikke får det for varmt, det holder dig varm og tør. Det tørrer hurtigt og så er ulden antibakteriel så det ikke kommer til at lugte af sved. Selv efter 12 dage i samme undertrøje kunne man ikke lugte på trøjen at den havde været brugt, kun de hvide salt udtræk på trøjen afslørede at den trængte til et bad ;o)

Jeg havde flg. tøj med:

Aclima Lightwool Boxershorts, 4 par
Smartwool Merino sokker, Heavy 4 par
Trekking T-Shirt, 2 stk.
Smartwool Merino lange underbukser, 2 par
Smartwool Merino langærmet undertrøje, 3 stk.
Aclima Warmwool Hood Merino trøje - uundværlig multifunktions mellemlag
Fjällräven Fleecetrøje
Fjällräven Vandrebukser 1 par
Fjällräven Knickers 1 par
Dunjakke til de kolde dage samt til pauser og aftnerne
Regnjakke Häglofs LIM - fylder nærmest intet og vejer 230 gr.
Regnbukser Häglofs LIM vejer 180 gr.

Herudover selvfølgelig mine trofaste vandrestøvler, vanter, hue, kasket og et par gamle Nike Free sko til aftenbrug. Efter en lang dag i støvlerne er det virkeligt en skøn følelse at få skoene af og hoppe i et par ultra lette sko ;o)

God og funktionel beklædning gør en forskel ;o) Pause, på med dunjakken Foto: Allan Wieck-Hansen

Alt tøjet er ultra let og kan kombineres på kryds og tværs, for på den måde at dække så mange forskellige temperaturer og forhold som muligt. Alt hvad jeg tog med skulle tjene mindst 2 formål, f.eks. regnjakken, som ud over regn også skulle fungere som vindjakke på meget blæsende dage.

Og alt fungerede, det er utroligt hvordan god grej giver god komfort og dermed gør glæden ved trekking så meget større ;o) 12 dages strabadser og total mangel på bad og varmt vand var slet ikke noget problem.

Vores ekstra grej som bæreren bar for os, pakket i bløde duffelbags

Diverse grej:

Solbriller, Solcreme & toiletgrej (Husk toiletpapir), Håndsprit, Førstehjælps kit, Vandflaske, multitool, pandelampe, siddepude samt en god vandrestav købt i DK. Jeg har dårlige erfaringer med de vandrestave de sælger i Nepal, de har sjældent holdt mere en den første dag ;o( Sidst men ikke mindst en god sovepose som kan holde dig varm også i frostvejr, mange morgenener vågnede vi op til is på indvendig side af vinduer og vække på vores hoteller.

Det lyder måske af meget, men alt dette er grej som jeg bruger i stor stil herhjemme også... På arbejde, i haven eller på mine ture ud i naturen. Det er funktionelt tøj og grej som er lavet til aktivt brug og som bare er så lækkert at bruge/have på at det er stærkt vanedannende ;o)

Linkene jeg har indsat er på det grej jeg selv havde med. Det fungerede helt perfekt for mig, men der er  selvfølgelig også mange andre muligheder ;o) Bare husk at godt grej gør en god tur endnu bedre ;o) og vigtigst af alt, vælg det som passer bedst til dig og dit behov.

Jeg er IKKE sponseret, men har valgt at linke til de forhandlere jeg selv bruger og som i mine øjne giver mig den perfekte vejledning i valg af kamera og outdoor grej - Min lokale grej-pusher www.PH-Outdoor.dk og Danmarks, i mine øjne, bedste fotohandler ;o) www.Goecker.dk
Grejet kan dog købes overalt i landet ;o)

Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive det i kommentaren så vil jeg svare efter bedste evne ;o)

Læs om resten af mit trek i disse indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche
4. del - Stjerne stunder og udsigt til Mt. Everest om nat foto i Himalaya og Everest i morgenlys

Du kan også læse om beretninger fra Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Nedtur - På den fede måde

Efter turen over Renjo La og en overnatning i byen Gokyo var vi nået målet for vores trek. Gokyo markerede både højdepunktet og vendepunktet på trekket. Højdepunktet fordi Gokyo var målet for vores passage af det 5340 meter høje bjergpas Renjo. Og vendepunktet fordi det var det længste vi kom ind i Himalaya. Herfra gik det igen hjemover, ja man kan jo sige at vores nedtur begyndte her - på den gode måde selvfølgelig ;o)

Morgen solen brænder den sidste tåge over Ngozumpa gletcheren

Vi startede med at gå over en lille bakkekam bag Gokyo by, op til den store gletcher som vi gik langs med på den første del af turen. Gletcheren er en stor sten og klippe gletcher, og det er helt ufattelige mængder af materiale som naturen her flytter rundt med. I den store gletcher er der "toppe" og huller med små søer som hver i sær vil være en Dansk grusgrav værdig ;o)

Ngozumpa gletcheren er Himalayas største gletcher

Fra gletcheren gik vi ned til breden af en af Gokyo søerne, som vi fulgte den næste del af dagen. De turkise Gokyo søer er fantastisk flotte og giver farve til det ellers så golde og farveløse klippe landskab og så danner de en flot forgrund til de høje tinder.

3rd Lake - den 3. af Gokyo søerne

Langs søerne var terrænet ret fladt. Og det var virkeligt en underlig fornemmelse, efter alle disse dage hvor vi konstant vandrede op eller ned... Pludseligt at kunne gå på relativt jævne og flade stier.

På turen langs søerne mødte vi en del Yak karavaner som var på vej op til Gokyo med varer. Det er altid hyggeligt med lidt selskab af disse kompakte muskelbundter, som i deres eget stille tempo bare slentrer utrætteligt afsted med deres last.

Turen ned var på alle måder en skøn oplevelse... Vi var "høje" af de mange oplevelser, af at havde "klaret" bjergpasset og nået vores mål. Men også det større ilt indhold som følger når man bevæger sig ned af, gjorde tuen til en leg ;o) Det er selvfølgelig hårdt for knæene at gå ned og hele tiden at skulle holde igen for ikke at få for meget fart på. Men vi fik bare mere og mere overskud for hver meter vi gik ned.

På turen ned havde vi kæmpe overskud til at nyde de høje tinder som omgav os

Hvor vi på de mest anstrengte tidspunkter af vores tur op, nok ikke havde det samme overskud til at opleve alt det skønne omkring os. Så sugede vi virkeligt alle de mange indtryk til os på hjemturen. Og når vi mødte trekkere på vej op var det med et stort smil og varme tanker at vi venligt holdt tilbage og lod dem komme først op af de smalle passager... Lige som vi selv fik førsteret på vores vej op ;o) Ja vi kunne sagtens genkende de anstrengte ansigter som kom i mod os, det kunne jo havde været os selv for blot et par dage siden ;o)

På vejen ned blev områderne igen mere befolket og vi gik forbi flere små byer. Foto: Allan Wieck-Hansen

Selvom denne del af trekket efter planen gik ned af, så er der ikke noget i bjergene som hedder op eller ned... Nej her går det både op og ned ;o) Denne vej dog mest ned. Turen nedover bød på flere små bjergpas som skulle passeres. Og alle pas er en fantastisk oplevelse, uanset hvor høje de er. Buddhisterne markerer altid et bjergpas med bedeflag og små templer, hvilket er med til at gøre oplevelsen endnu større. Bare forestil dig at stå her og nyde udsigten og lytte til flagene som blafrer i vinden ;o) Det er en god oplevelse som kan mærkes helt ind i hjertet.

Nøjagtigt som på vej op, ændrede landskabet sig markant med højden. Jo længere ned vi kom begyndte der igen at blive mere frodigt. De ellers så grå klippe scenarier blev mere grønne og farverige. Og man kunne begynde at se efteråret melde sin ankomst... Flere bunddække planter og små buske stod i flot og farvestrålende rødt løv.

Efterhånden begyndte vi at komme ned til de store Rhododendron skove. Disse fantastiske skove med alle de hundrede år gamle snørklede træer er bare en oplevelse. Og på vores vej ned fik vi set en helt anden side af disse mystiske skove end den vi oplevede i tågen på vej op. På vej ned havde vi høj sol og blå himmel og solens stråler igennem det diffuse løvdække var smukt.

På bjergsiderne imellem de gamle træer, var der utallige små vandløb og på de stejle klippesider små vandfald. Her har naturen fået lov at leve sit eget liv igennem hundreder af år, og det kan virkelig ses og mærkes.

I de åbne områder begyndte der igen at være bebyggelser. Typiske små familie gårde, bygget i sten og med de store stenmure rundt om deres marker. Her leves livet som man har gjort det i hundrede af år... Der dyrkes primitivt landbrug. Afgrøder dyrkes i den frodige bjergjord på markerne omkring huset og man har lidt dyr. Typisk Yak okser, som kan bidrage til husholdningen med mælk, uld til tøjet og ikke mindst som traktor og transportdyr. Ja her i bjergene skal alting have flere formål for at have en berettigelse.

Typisk sten hus med marker indhegnet af sten diger

Men det er ikke kun husdyr som lever i disse egne. Her er også et rigt liv af vildt levende dyr... Insekter, fugle og sne leoparder for bare at nævne nogen. Ja måske også en Yeti ;o) Men det var nu hverken leoparden eller Yeti'en vi mødte, men en flok Thar eller bjerggeder som vi nok vil kalde dem ;o)

Efter at havde rundet et hjørne stod de der, lige foran os, på stien. Og de så lige så overraskede ud som vi må havde gjort. Vi havde set Thar et par gange tidligere, typisk på længere afstand, stående på en klippetop hvor de havde det helt store overblik. Men denne flok, de stod bare her og kiggede på os og vi på dem ;o) Ingen panik og absolut ingen tegn på at de var bange for vores tilstedeværelse. Hurtigt kom der mange flere dyr til og jeg tror at der til sidst var omkring 25 dyr på stien og i klipperne lige omkring os.

Det var nok deres daglige ration af "reality tv" og jeg ved faktisk ikke hvem der nød mødet mest ;o) Efter en halv times tid måtte vi forlade disse skønne dyr og begive os videre mod vores logi for natten, Khumjung. For bjergene er ikke et sted at overnatte ude, både af hensyn til vejr og kulde. Men også chancen for at møde et af Himalayas rovdyr er størst om natten ;o)

Hvor vi på turen op fra Khumjung til Gokyo havde 2 overnatninger, brugte vi på nedturen kun 1 overnatning inden vi var tilbage i Khumjung i 3.790 meters højde. Vi kunne "spare" den ekstra nat, da det jo både er nemmere og hurtigere at gå ned. Og fordi vi ikke skulle tage hensyn til akklimatisering, som jo er nødvendigt på vej op.

I næste indlæg kan du følge den sidste del af vores trek, tilbage til Lukla og bjergflyet til Kathmandu.

Se også indlægget Misty Mountains om den første del af trekket og Det høje Himalaya om turen op til og over bjergpasset Renjo La.

Det høje Himalaya

Næste del af vores trek bragte os dybere ind i Himalaya og nærme højdepunktet for vores trek - bjergpasset Renjo La og byen på den anden side, Gokyo.

Som vi bevægede os op ændrede landskabet sig markant. Fra de tætte og frodige skove, blev landskabet mere barskt og udpint. Nærmest goldt som en ørken. Trægrænsen er omkring 3500 meter og her i omkring 4000 meters højde er der kun små lave vækster. Sten og klipper er der derimod, så langt øjet rækker. Der bliver længere og længere imellem byerne og der er nærmest bare tale om små samlinger af gårde i stedet for egentlige landsbyer. De små bebyggelser ligger typisk i dalene, placeret på skråningerne ned mod en flod. Her har man adgang til vand samt den bedste beskyttelse mod vind og vejr, som de barske bjerge tillader.

Vejret blev mere klart på denne del af trekket. Skyerne og tågen lettede og vi begyndte endeligt at kunne se de høje hvide tinder, som vi så længe havde drømt om. Luften er kold og frisk, det prikker i halsen og lungerne er på overarbejde. Dels på grund af den kolde luft, men mest på grund af manglen på ilt. Vi havde dog ingen problemer med højden og følte os i rigtig god form. Men alligevel var der ofte brug for små hvil, så lungerne lige kunne nå at følge med igen ;o)

Turen fra Khumjung og op til Gokyo havde vi nærmest for os selv. Og jeg nød virkelig at kunne gå i mine egne tanker og bare nyde alle de indtryk som bjergene berigede os med til overflod. Vi var selvfølgelig ikke alene, men antallet af trekkere var meget minimalt og hver gang vi mødte andre gav det anledning til en god snak. Det bedste var, når vi mødte trekkere som var på vej den modsatte vej... Så kunne vi hver i sær fortælle om gode oplevelser som ventede os, på hver vores vej videre ;o) Det var noget som virkeligt kunne sætte forventningerne op i gear.

Typisk familie gård med traditionelt sten tag.  Pga. faren for sammenstyrtning ved jordskæl har de fleste skiftet til stål tag

De tre dage op til Gokyo var lige det Himalaya vi havde forestillet os hjemmefra... Golde landskaber, store panoramaudsigter og høje hvide tinder. Det hele lige for næsen af os, ja vi var lige her midt i det hele - Midt i en drøm.

Med undtagelse af familie og venner, som jeg ville ønske at kunne havde delt mine oplevelser med... Har det derhjemme aldrig været så langt væk og betydet så lidt. Alt den daglige negativitet som vi bliver bombarderet med i nyhederne var helt visket væk. Ikke at det ikke er vigtigt at følge med, men ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, har bare fyldt for meget af min hverdag. Så alle mine nyheds apps som blev afinstalleret fra min tlf inden rejsen, er aldrig kommet tilbage ;o) Her i de smukke og barske bjerge er en helt enorm ro som bare går helt ind under huden. Alt hvad man skal forholde sig til bliver pludselig meget basalt... Mad, drikke, søvn og oplevelser ;o) Hvad mere kan man egentlig ønske sig ;o)

Foto: Allan Wieck-Hansen

Men tilbage til trekket ;o) Den dag vi havde set frem mod med største forventning var uden tvivl dagen hvor vi skulle krydse det 5.340 meter høje Renjo pas. Det skulle efter sigende være den både smukkeste dag på trekket, men også den hårdeste. Og begge dele holdt stik, det var en helt fantastisk dag og nok det hårdeste jeg har oplevet.

Dagen startede før solopgang og bød på 12 km. vandring i hårdt terræn. Vi startede i 4.790 meters højde og i løbet af dagen nåede vi at gå 1.700 højde meter og 1.269 meter ned igen. Manglen på ilt kunne for alvor mærkes, men det der tog hårdest på mig var nok manglen på mad.

Opstigningen til passet RenjoLa, Foto: Allan Wieck-Hansen

De fysiske strabadser og højden satte en naturlig begrænsning på min appetit og det eneste jeg fik at spise fra min obligatoriske morgen havregrød og indtil toppen af passet var en Snickers. Det opfylder nok ikke den anbefalede kalorie indtagelse på sådan en dag og regningen kom da også. Den allersidste opstigning til passet kan jeg slet intet huske fra, her slog hjernen fra og kroppen tog over.

På toppen af Renjo La, tak til vores guide Pemba Tenzing for at betjene mit kamera og forevige øjeblikket på passet ;o)

Men disse strabadser gjorde bare oplevelsen og følelsen af at havde klaret en udfordring og nået et mål så meget større. Udsigten fra passet er uden tvivl fantastisk, men det er kun det halve af min oplevelse af at stå der. De følelser der går igennem kroppen er helt fantastiske, jeg havde det vel ligesom en champagne lige inden proppen sprænger ;o) Og jeg vil aldrig glemme den dag hvor jeg stod på passet med min kammerat Allan ;o)

Der var et pragtfuld skue fra passets 5340 meter

Efter et velfortjent hvil, lidt medbragt mad og selvfølgelig rigelig med foto-tid, måtte vi videre. Godt nok havde vi nået toppen, men foran os ventede stadig en lang vandring. Ned fra passet om på den anden side af søen til byen Gokyo.

Byen Gokyo kan lige skimtes på modsatte søbred

Det var en lang tur ned, men turen foregik nærmest i "gadedrenge-løb". Oppe i "skyerne" efter den gode oplevelse og med et større ilt niveau eftersom vi gik ned igen, gjorde bare resten af dagen til en leg.

Gokyo by

Gokyo er en lille by som udelukkende består på grund af trekking turisterne. Byen ligger flot placeret på bredden af Gokyo søen og med en enorm gletcher lige bag bakkekammen bag byen. Her er absolut intet at tage sig til, så Gokyo er kun et sted man overnatter inden den videre færd eller man tager en ekstra overnatning for at tage en dagstur ud langs de forskellige søer i området. Vi valgte dog at nøjes med en overnatning i Gokyo, for så næste dag at tage en lidt alternativ rute videre hjemover. 

Gokyo i forgrunden og bjergpasset Renjo La i horisonten bag søen

Denne rute bragte os langs gletcheren og et par af Gokyo søerne, men det kan du se og læse mere om i næste indlæg ;o) Håber I har nydt turen i det høje Himalaya ;o)

Læs om første del af trekket her

Misty Mountains

Misty Mountains er den episke bjergkæde i Tolkiens eventyr om Hobbitten og Ringenes Herre - Men det er også det Himalaya som bød os velkommen på et af de største eventyr i mit liv.

I slutningen af september 2017 satte min kammerat og jeg os i bjergflyveren fra Kathmandu til Lukla. Trekket og ikke mindst den berygtede flyvetur var noget vi havde set frem til med spænding.

Flyveturen gik forbavsende godt, og jeg var faktisk en smule skuffet over den sagnomspundne landing i Lukla, som i dette tilfælde forløb uden den mindste dramatik.

Vi landede i Lukla i regnvejr. Ifølge de lokale Sherpafolk, er regn i Lukla gudernes velsignelse af det forestående trek. Og jeg tror bestemt der er noget om snakken, for nærmest som vi trådte ud gennem byporten som markerede starten på trekket, stoppede regnen.

Det var med stor begejstring og endnu større forventninger, at vi denne kølige formiddag gik ned gennem den tågede dal og langs floden. Endnu var vi kun i den lavere del af af bjergene som her består af tæt skov, af fyr og andre alpine træer.

Her på stykket imellem Lukla og Namche Bazar er en livlig trafik af Yak-okser og bærer, som slæber alverdens varer og byggematerialer op i bjergene. Det meste ender i første omgang i Namche Bazar, som er "hovedstaden" her i Solu Khumbu området. Herfra bliver det solgt videre på markedet og fortsætter igen på ryggen af en Yak eller bære videre op i bjergene.

Efter en enkelt overnatning på vores vej op, ankom vi ud på eftermiddagen til Namche. Byen som ligger som en hestesko på bjergsiden, var som turen indtil nu, indhyllet i tåge og lavthængende skyer. Det var et flot og meget specielt syn. Men det jeg husker stærkest, er følelsen af at stå der i den kølige, fugtige tåge. Stilheden, den begrænsede sigtbarhed og så den der følelse. Følelsen af at noget meget stort ventede på mig, så snart tågen ville løfte sit slør og afsløre de høje hvide tinder.

På 3. dagen fortsatte vi vores trek, men i modsætning til de fleste trekkere gik vi ikke mod Everest Basecamp (EBC). For ikke at skulle trekke blandt alt for mange andre turister, havde vi dels valgt at trekke i den tidlige del af efterårs sæsonen og vi havde valgt et trek som ikke er så brugt som EBC trekket.

Trekket vi havde valgt hedder "Gokyo via RenjoLa" og bliver af mange kaldt det smukkeste Himalaya trek. Og vi blev bestemt ikke skuffede ;o) Vi havde store dele af turen for os selv og trekket bød på alt hvad vi kunne ønske os af oplevelser og storslåede bjerg scenarier.

På den første del af trekket, her i de lavere dele af Himalaya gik vi på smalle stier op og ned af bjergsiderne. Igennem åbne klippefyldte områder, langs floder og igennem de mest fantastiske Rhododendron skove. De flere hundrede år gamle Rhododendron skove var som taget ud af Tolkiens eventyr fra Middle-Earth. Det var en helt fantastisk oplevelse, som de gamle krogede træer stod her op og ned af bjergsiderne, indhyllet i tåge og mystik.

Netop tåge og regn, er årsagen til at de fleste venter til lidt længere inde i trekking sæsonen med at tage ud i bjergene. Men for mig var de første dage i tåge-bjergene, en lige så stor oplevelse som at se de høje bjerge. Det var en oplevelse som var markant anderledes, end da vi mod slutningen af trekket, i høj sol gik gennem samme områder tilbage mod Lukla.

Vi overnattede i en typisk lille Sherpa by, Khumjung, som ligger i en dal omgivet af hvide tinder. Men dette skue havde vi ingen ide om før vi tidligt næste morgen vågnede til et klar og skyfrit skue. Skyerne og tågen var lettet og det storslåede syn af de høje bjerge rundt om os var virkeligt smukt og overvældende. Efter morgenmaden gik vi op på en bakkekam hvorfra vi skulle kunne se Mt.Everest.

Det blev også til et kort glimt af Mt.Everest, men den "Hellige Moder" som bjerget kaldes på Tibetansk lod sig hurtigt indhylle i tåge og mystik igen. Det var nærmest som om hun spillede kostbare, og vi så aldrig hendes top på denne smukke morgen. På billedet til venstre herunder, kan Mt.Everest skimtes bag det Buddhistiske monument.

Men uanset vi stadig havde toppen af Mt.Everest tilgode, var denne fantastiske morgen starten på et nyt kapitel i vores bjerg eventyr. Vi havde fået en forsmag på hvad der ventede os længere oppe i det høje Himalaya...  Men mere om det i et senere indlæg ;o)

Ama Dablam

Se næste del af trekket her