søndag den 22. april 2018

Nedtur - På den fede måde

Efter turen over Renjo La og en overnatning i byen Gokyo var vi nået målet for vores trek. Gokyo markerede både højdepunktet og vendepunktet på trekket. Højdepunktet fordi Gokyo var målet for vores passage af det 5340 meter høje bjergpas Renjo. Og vendepunktet fordi det var det længste vi kom ind i Himalaya. Herfra gik det igen hjemover, ja man kan jo sige at vores nedtur begyndte her - på den gode måde selvfølgelig ;o)

Morgen solen brænder den sidste tåge over Ngozumpa gletcheren

Vi startede med at gå over en lille bakkekam bag Gokyo by, op til den store gletcher som vi gik langs med på den første del af turen. Gletcheren er en stor sten og klippe gletcher, og det er helt ufattelige mængder af materiale som naturen her flytter rundt med. I den store gletcher er der "toppe" og huller med små søer som hver i sær vil være en Dansk grusgrav værdig ;o)

Ngozumpa gletcheren er Himalayas største gletcher

Fra gletcheren gik vi ned til breden af en af Gokyo søerne, som vi fulgte den næste del af dagen. De turkise Gokyo søer er fantastisk flotte og giver farve til det ellers så golde og farveløse klippe landskab og så danner de en flot forgrund til de høje tinder.

3rd Lake - den 3. af Gokyo søerne

Langs søerne var terrænet ret fladt. Og det var virkeligt en underlig fornemmelse, efter alle disse dage hvor vi konstant vandrede op eller ned... Pludseligt at kunne gå på relativt jævne og flade stier.


På turen langs søerne mødte vi en del Yak karavaner som var på vej op til Gokyo med varer. Det er altid hyggeligt med lidt selskab af disse kompakte muskelbundter, som i deres eget stille tempo bare slentrer utrætteligt afsted med deres last.


Turen ned var på alle måder en skøn oplevelse... Vi var "høje" af de mange oplevelser, af at havde "klaret" bjergpasset og nået vores mål. Men også det større ilt indhold som følger når man bevæger sig ned af, gjorde tuen til en leg ;o) Det er selvfølgelig hårdt for knæene at gå ned og hele tiden at skulle holde igen for ikke at få for meget fart på. Men vi fik bare mere og mere overskud for hver meter vi gik ned.

På turen ned havde vi kæmpe overskud til at nyde de høje tinder som omgav os

Hvor vi på de mest anstrengte tidspunkter af vores tur op, nok ikke havde det samme overskud til at opleve alt det skønne omkring os. Så sugede vi virkeligt alle de mange indtryk til os på hjemturen. Og når vi mødte trekkere på vej op var det med et stort smil og varme tanker at vi venligt holdt tilbage og lod dem komme først op af de smalle passager... Lige som vi selv fik førsteret på vores vej op ;o) Ja vi kunne sagtens genkende de anstrengte ansigter som kom i mod os, det kunne jo havde været os selv for blot et par dage siden ;o)

På vejen ned blev områderne igen mere befolket og vi gik forbi flere små byer. Foto: Allan Wieck-Hansen

Selvom denne del af trekket efter planen gik ned af, så er der ikke noget i bjergene som hedder op eller ned... Nej her går det både op og ned ;o) Denne vej dog mest ned. Turen nedover bød på flere små bjergpas som skulle passeres. Og alle pas er en fantastisk oplevelse, uanset hvor høje de er. Buddhisterne markerer altid et bjergpas med bedeflag og små templer, hvilket er med til at gøre oplevelsen endnu større. Bare forestil dig at stå her og nyde udsigten og lytte til flagene som blafrer i vinden ;o) Det er en god oplevelse som kan mærkes helt ind i hjertet.


Nøjagtigt som på vej op, ændrede landskabet sig markant med højden. Jo længere ned vi kom begyndte der igen at blive mere frodigt. De ellers så grå klippe scenarier blev mere grønne og farverige. Og man kunne begynde at se efteråret melde sin ankomst... Flere bunddække planter og små buske stod i flot og farvestrålende rødt løv.


Efterhånden begyndte vi at komme ned til de store Rhododendron skove. Disse fantastiske skove med alle de hundrede år gamle snørklede træer er bare en oplevelse. Og på vores vej ned fik vi set en helt anden side af disse mystiske skove end den vi oplevede i tågen på vej op. På vej ned havde vi høj sol og blå himmel og solens stråler igennem det diffuse løvdække var smukt.


På bjergsiderne imellem de gamle træer, var der utallige små vandløb og på de stejle klippesider små vandfald. Her har naturen fået lov at leve sit eget liv igennem hundreder af år, og det kan virkelig ses og mærkes.


I de åbne områder begyndte der igen at være bebyggelser. Typiske små familie gårde, bygget i sten og med de store stenmure rundt om deres marker. Her leves livet som man har gjort det i hundrede af år... Der dyrkes primitivt landbrug. Afgrøder dyrkes i den frodige bjergjord på markerne omkring huset og man har lidt dyr. Typisk Yak okser, som kan bidrage til husholdningen med mælk, uld til tøjet og ikke mindst som traktor og transportdyr. Ja her i bjergene skal alting have flere formål for at have en berettigelse.

Typisk sten hus med marker indhegnet af sten diger

Men det er ikke kun husdyr som lever i disse egne. Her er også et rigt liv af vildt levende dyr... Insekter, fugle og sne leoparder for bare at nævne nogen. Ja måske også en Yeti ;o) Men det var nu hverken leoparden eller Yeti'en vi mødte, men en flok Thar eller bjerggeder som vi nok vil kalde dem ;o)


Efter at havde rundet et hjørne stod de der, lige foran os, på stien. Og de så lige så overraskede ud som vi må havde gjort. Vi havde set Thar et par gange tidligere, typisk på længere afstand, stående på en klippetop hvor de havde det helt store overblik. Men denne flok, de stod bare her og kiggede på os og vi på dem ;o) Ingen panik og absolut ingen tegn på at de var bange for vores tilstedeværelse. Hurtigt kom der mange flere dyr til og jeg tror at der til sidst var omkring 25 dyr på stien og i klipperne lige omkring os.


Det var nok deres daglige ration af "reality tv" og jeg ved faktisk ikke hvem der nød mødet mest ;o) Efter en halv times tid måtte vi forlade disse skønne dyr og begive os videre mod vores logi for natten, Khumjung. For bjergene er ikke et sted at overnatte ude, både af hensyn til vejr og kulde. Men også chancen for at møde et af Himalayas rovdyr er størst om natten ;o)


Hvor vi på turen op fra Khumjung til Gokyo havde 2 overnatninger, brugte vi på nedturen kun 1 overnatning inden vi var tilbage i Khumjung i 3.790 meters højde. Vi kunne "spare" den ekstra nat, da det jo både er nemmere og hurtigere at gå ned. Og fordi vi ikke skulle tage hensyn til akklimatisering, som jo er nødvendigt på vej op.

I næste indlæg kan du følge den sidste del af vores trek, tilbage til Lukla og bjergflyet til Kathmandu.

Se også indlægget Misty Mountains om den første del af trekket og Det høje Himalaya om turen op til og over bjergpasset Renjo La.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Om foto Trekking i Himalaya

Jeg synes lige jeg vil fortælle lidt mere om vores trek og om de praktiske ting der er at forholde sig til, når man som vi ville kombinere t...