mandag den 30. april 2018

Kobjælder i solnedgang - En helt fantastisk aften

Nu er det atter tiden hvor de smukke kobjælder står i fuldt flor, og jeg nyder aftnerne på Ulbjerg klint endnu mere i deres selskab. Hvert forår bruger jeg flere aftner på klinten, hvor jeg nyder stilheden, naturen og ikke mindst synet af de titusind vis af små lilla Kobjælder.

70-100mm f/4 @200mm 1/20Sec f/4 Iso400

I aftes var derfor ingen undtagelse, selvfølgelig var jeg på klinten ;o) Og det endte med at blive en helt unik aften, en af de smukkeste jeg har oplevet derude. Men aftenen startede dog ikke som jeg havde håbet på.


Jeg havde og har stadig, en drøm om et billede af Kobjælder i lav sol og med drivende skyer mod en blå aften himmel. Det lyder måske ikke som det største projekt... Men de små Kobjælder lukker sig sammen hen mod aften, når lyset svinder... Jeg plejer at sige at de går i seng ;o) Så det kræver en god dag, hvis blomster i større antal ikke skal have lukket sig sammen når solen står lavt på himmelen.


I aftes var ingen undtagelse. Efter en flot dag, begyndte skyerne at trække sig sammen over klinten og solen blev væk. Det samme kan siges om Kobjælderne, som alle skjulte deres "ansigter". Kun ganske få blomster lod stadig deres gule støvdragere til syne.


Jeg blev alligevel på klinten og nød den stille forårs aften og betragtede den truende front som trak sig tættere og tættere på. Et par enkelte regndryp blev det også til inden lyset begyndte at svinde. Jeg besluttede at det var på tide at pakke sammen og komme hjem. Men som jeg vendte ryggen mod vandet og begyndte at gå tilbage mod bilen... Tog himlen pludselig de vildeste lilla/røde nuancer jeg længe har set. Jeg vendte mig straks mod solen, som pludselig havde fundet en sprække gennem skydækket. Og få minutter senere var solen præcis i horisonten og himlen var nærmest som i brand.

24-120mm f4 @35mm  1,6sec f/16 Iso50

Kameraet var igen fundet frem og jeg nåede heldigvis et par skud af de små skønheder, men denne gang i et lys som nærmest lod Kobjælderne stå som statister overstrålet af kulissen ;o)

Det var en helt fantastisk aften ;o)

Se flere af mine billeder af Kobjælder her

søndag den 22. april 2018

Nedtur - På den fede måde

Efter turen over Renjo La og en overnatning i byen Gokyo var vi nået målet for vores trek. Gokyo markerede både højdepunktet og vendepunktet på trekket. Højdepunktet fordi Gokyo var målet for vores passage af det 5340 meter høje bjergpas Renjo. Og vendepunktet fordi det var det længste vi kom ind i Himalaya. Herfra gik det igen hjemover, ja man kan jo sige at vores nedtur begyndte her - på den gode måde selvfølgelig ;o)

Morgen solen brænder den sidste tåge over Ngozumpa gletcheren

Vi startede med at gå over en lille bakkekam bag Gokyo by, op til den store gletcher som vi gik langs med på den første del af turen. Gletcheren er en stor sten og klippe gletcher, og det er helt ufattelige mængder af materiale som naturen her flytter rundt med. I den store gletcher er der "toppe" og huller med små søer som hver i sær vil være en Dansk grusgrav værdig ;o)

Ngozumpa gletcheren er Himalayas største gletcher

Fra gletcheren gik vi ned til breden af en af Gokyo søerne, som vi fulgte den næste del af dagen. De turkise Gokyo søer er fantastisk flotte og giver farve til det ellers så golde og farveløse klippe landskab og så danner de en flot forgrund til de høje tinder.

3rd Lake - den 3. af Gokyo søerne

Langs søerne var terrænet ret fladt. Og det var virkeligt en underlig fornemmelse, efter alle disse dage hvor vi konstant vandrede op eller ned... Pludseligt at kunne gå på relativt jævne og flade stier.


På turen langs søerne mødte vi en del Yak karavaner som var på vej op til Gokyo med varer. Det er altid hyggeligt med lidt selskab af disse kompakte muskelbundter, som i deres eget stille tempo bare slentrer utrætteligt afsted med deres last.


Turen ned var på alle måder en skøn oplevelse... Vi var "høje" af de mange oplevelser, af at havde "klaret" bjergpasset og nået vores mål. Men også det større ilt indhold som følger når man bevæger sig ned af, gjorde tuen til en leg ;o) Det er selvfølgelig hårdt for knæene at gå ned og hele tiden at skulle holde igen for ikke at få for meget fart på. Men vi fik bare mere og mere overskud for hver meter vi gik ned.

På turen ned havde vi kæmpe overskud til at nyde de høje tinder som omgav os

Hvor vi på de mest anstrengte tidspunkter af vores tur op, nok ikke havde det samme overskud til at opleve alt det skønne omkring os. Så sugede vi virkeligt alle de mange indtryk til os på hjemturen. Og når vi mødte trekkere på vej op var det med et stort smil og varme tanker at vi venligt holdt tilbage og lod dem komme først op af de smalle passager... Lige som vi selv fik førsteret på vores vej op ;o) Ja vi kunne sagtens genkende de anstrengte ansigter som kom i mod os, det kunne jo havde været os selv for blot et par dage siden ;o)

På vejen ned blev områderne igen mere befolket og vi gik forbi flere små byer. Foto: Allan Wieck-Hansen

Selvom denne del af trekket efter planen gik ned af, så er der ikke noget i bjergene som hedder op eller ned... Nej her går det både op og ned ;o) Denne vej dog mest ned. Turen nedover bød på flere små bjergpas som skulle passeres. Og alle pas er en fantastisk oplevelse, uanset hvor høje de er. Buddhisterne markerer altid et bjergpas med bedeflag og små templer, hvilket er med til at gøre oplevelsen endnu større. Bare forestil dig at stå her og nyde udsigten og lytte til flagene som blafrer i vinden ;o) Det er en god oplevelse som kan mærkes helt ind i hjertet.


Nøjagtigt som på vej op, ændrede landskabet sig markant med højden. Jo længere ned vi kom begyndte der igen at blive mere frodigt. De ellers så grå klippe scenarier blev mere grønne og farverige. Og man kunne begynde at se efteråret melde sin ankomst... Flere bunddække planter og små buske stod i flot og farvestrålende rødt løv.


Efterhånden begyndte vi at komme ned til de store Rhododendron skove. Disse fantastiske skove med alle de hundrede år gamle snørklede træer er bare en oplevelse. Og på vores vej ned fik vi set en helt anden side af disse mystiske skove end den vi oplevede i tågen på vej op. På vej ned havde vi høj sol og blå himmel og solens stråler igennem det diffuse løvdække var smukt.


På bjergsiderne imellem de gamle træer, var der utallige små vandløb og på de stejle klippesider små vandfald. Her har naturen fået lov at leve sit eget liv igennem hundreder af år, og det kan virkelig ses og mærkes.


I de åbne områder begyndte der igen at være bebyggelser. Typiske små familie gårde, bygget i sten og med de store stenmure rundt om deres marker. Her leves livet som man har gjort det i hundrede af år... Der dyrkes primitivt landbrug. Afgrøder dyrkes i den frodige bjergjord på markerne omkring huset og man har lidt dyr. Typisk Yak okser, som kan bidrage til husholdningen med mælk, uld til tøjet og ikke mindst som traktor og transportdyr. Ja her i bjergene skal alting have flere formål for at have en berettigelse.

Typisk sten hus med marker indhegnet af sten diger

Men det er ikke kun husdyr som lever i disse egne. Her er også et rigt liv af vildt levende dyr... Insekter, fugle og sne leoparder for bare at nævne nogen. Ja måske også en Yeti ;o) Men det var nu hverken leoparden eller Yeti'en vi mødte, men en flok Thar eller bjerggeder som vi nok vil kalde dem ;o)


Efter at havde rundet et hjørne stod de der, lige foran os, på stien. Og de så lige så overraskede ud som vi må havde gjort. Vi havde set Thar et par gange tidligere, typisk på længere afstand, stående på en klippetop hvor de havde det helt store overblik. Men denne flok, de stod bare her og kiggede på os og vi på dem ;o) Ingen panik og absolut ingen tegn på at de var bange for vores tilstedeværelse. Hurtigt kom der mange flere dyr til og jeg tror at der til sidst var omkring 25 dyr på stien og i klipperne lige omkring os.


Det var nok deres daglige ration af "reality tv" og jeg ved faktisk ikke hvem der nød mødet mest ;o) Efter en halv times tid måtte vi forlade disse skønne dyr og begive os videre mod vores logi for natten, Khumjung. For bjergene er ikke et sted at overnatte ude, både af hensyn til vejr og kulde. Men også chancen for at møde et af Himalayas rovdyr er størst om natten ;o)


Hvor vi på turen op fra Khumjung til Gokyo havde 2 overnatninger, brugte vi på nedturen kun 1 overnatning inden vi var tilbage i Khumjung i 3.790 meters højde. Vi kunne "spare" den ekstra nat, da det jo både er nemmere og hurtigere at gå ned. Og fordi vi ikke skulle tage hensyn til akklimatisering, som jo er nødvendigt på vej op.

I næste indlæg kan du følge den sidste del af vores trek, tilbage til Lukla og bjergflyet til Kathmandu.

Se også indlægget Misty Mountains om den første del af trekket og Det høje Himalaya om turen op til og over bjergpasset Renjo La.

søndag den 8. april 2018

Det høje Himalaya

Næste del af vores trek bragte os dybere ind i Himalaya og nærme højdepunktet for vores trek - bjergpasset Renjo La og byen på den anden side, Gokyo.


Som vi bevægede os op ændrede landskabet sig markant. Fra de tætte og frodige skove, blev landskabet mere barskt og udpint. Nærmest goldt som en ørken. Trægrænsen er omkring 3500 meter og her i omkring 4000 meters højde er der kun små lave vækster. Sten og klipper er der derimod, så langt øjet rækker. Der bliver længere og længere imellem byerne og der er nærmest bare tale om små samlinger af gårde i stedet for egentlige landsbyer. De små bebyggelser ligger typisk i dalene, placeret på skråningerne ned mod en flod. Her har man adgang til vand samt den bedste beskyttelse mod vind og vejr, som de barske bjerge tillader.


Vejret blev mere klart på denne del af trekket. Skyerne og tågen lettede og vi begyndte endeligt at kunne se de høje hvide tinder, som vi så længe havde drømt om. Luften er kold og frisk, det prikker i halsen og lungerne er på overarbejde. Dels på grund af den kolde luft, men mest på grund af manglen på ilt. Vi havde dog ingen problemer med højden og følte os i rigtig god form. Men alligevel var der ofte brug for små hvil, så lungerne lige kunne nå at følge med igen ;o)


Turen fra Khumjung og op til Gokyo havde vi nærmest for os selv. Og jeg nød virkelig at kunne gå i mine egne tanker og bare nyde alle de indtryk som bjergene berigede os med til overflod. Vi var selvfølgelig ikke alene, men antallet af trekkere var meget minimalt og hver gang vi mødte andre gav det anledning til en god snak. Det bedste var, når vi mødte trekkere som var på vej den modsatte vej... Så kunne vi hver i sær fortælle om gode oplevelser som ventede os, på hver vores vej videre ;o) Det var noget som virkeligt kunne sætte forventningerne op i gear.

Typisk familie gård med traditionelt sten tag.  Pga. faren for sammenstyrtning ved jordskæl har de fleste skiftet til stål tag

De tre dage op til Gokyo var lige det Himalaya vi havde forestillet os hjemmefra... Golde landskaber, store panoramaudsigter og høje hvide tinder. Det hele lige for næsen af os, ja vi var lige her midt i det hele - Midt i en drøm.


Med undtagelse af familie og venner, som jeg ville ønske at kunne havde delt mine oplevelser med... Har det derhjemme aldrig været så langt væk og betydet så lidt. Alt den daglige negativitet som vi bliver bombarderet med i nyhederne var helt visket væk. Ikke at det ikke er vigtigt at følge med, men ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, har bare fyldt for meget af min hverdag. Så alle mine nyheds apps som blev afinstalleret fra min tlf inden rejsen, er aldrig kommet tilbage ;o) Her i de smukke og barske bjerge er en helt enorm ro som bare går helt ind under huden. Alt hvad man skal forholde sig til bliver pludselig meget basalt... Mad, drikke, søvn og oplevelser ;o) Hvad mere kan man egentlig ønske sig ;o)


Foto: Allan Wieck-Hansen

Men tilbage til trekket ;o) Den dag vi havde set frem mod med største forventning var uden tvivl dagen hvor vi skulle krydse det 5.340 meter høje Renjo pas. Det skulle efter sigende være den både smukkeste dag på trekket, men også den hårdeste. Og begge dele holdt stik, det var en helt fantastisk dag og nok det hårdeste jeg har oplevet.



Dagen startede før solopgang og bød på 12 km. vandring i hårdt terræn. Vi startede i 4.790 meters højde og i løbet af dagen nåede vi at gå 1.700 højde meter og 1.269 meter ned igen. Manglen på ilt kunne for alvor mærkes, men det der tog hårdest på mig var nok manglen på mad.

Opstigningen til passet RenjoLa, Foto: Allan Wieck-Hansen

De fysiske strabadser og højden satte en naturlig begrænsning på min appetit og det eneste jeg fik at spise fra min obligatoriske morgen havregrød og indtil toppen af passet var en Snickers. Det opfylder nok ikke den anbefalede kalorie indtagelse på sådan en dag og regningen kom da også. Den allersidste opstigning til passet kan jeg slet intet huske fra, her slog hjernen fra og kroppen tog over.

På toppen af Renjo La, tak til vores guide Pemba Tenzing for at betjene mit kamera og forevige øjeblikket på passet ;o)

Men disse strabadser gjorde bare oplevelsen og følelsen af at havde klaret en udfordring og nået et mål så meget større. Udsigten fra passet er uden tvivl fantastisk, men det er kun det halve af min oplevelse af at stå der. De følelser der går igennem kroppen er helt fantastiske, jeg havde det vel ligesom en champagne lige inden proppen sprænger ;o) Og jeg vil aldrig glemme den dag hvor jeg stod på passet med min kammerat Allan ;o)

Der var et pragtfuld skue fra passets 5340 meter


Efter et velfortjent hvil, lidt medbragt mad og selvfølgelig rigelig med foto-tid, måtte vi videre. Godt nok havde vi nået toppen, men foran os ventede stadig en lang vandring. Ned fra passet om på den anden side af søen til byen Gokyo.


Byen Gokyo kan lige skimtes på modsatte søbred

Det var en lang tur ned, men turen foregik nærmest i "gadedrenge-løb". Oppe i "skyerne" efter den gode oplevelse og med et større ilt niveau eftersom vi gik ned igen, gjorde bare resten af dagen til en leg.


Gokyo by

Gokyo er en lille by som udelukkende består på grund af trekking turisterne. Byen ligger flot placeret på bredden af Gokyo søen og med en enorm gletcher lige bag bakkekammen bag byen. Her er absolut intet at tage sig til, så Gokyo er kun et sted man overnatter inden den videre færd eller man tager en ekstra overnatning for at tage en dagstur ud langs de forskellige søer i området. Vi valgte dog at nøjes med en overnatning i Gokyo, for så næste dag at tage en lidt alternativ rute videre hjemover. 


Gokyo i forgrunden og bjergpasset Renjo La i horisonten bag søen

Denne rute bragte os langs gletcheren og et par af Gokyo søerne, men det kan du se og læse mere om i næste indlæg ;o) Håber I har nydt turen i det høje Himalaya ;o)


Læs om første del af trekket her

Svinkløv & Bulbjerg

I sidste uge, hvor vi holdt ferie ved Tranum strand, benyttede vi en enkelt gråvejrsdag til en lille udflugt. Turen gik mod syd, langs kyste...