Viser opslag med etiketten Oplevelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oplevelser. Vis alle opslag

lørdag den 21. juli 2018

Fantastiske Island

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at opleve Island både sommer og vinter, og til efteråret går turen endnu en gang nordpå. Jeg elsker bare Island, det er virkelig ”A Photographer’s Paradise” ;o)

De frodige marker på sydkysten, med højlandets fjelde som baggrund.

For at komme i rette stemning og få Island helt ind under huden igen, nyder jeg at se billederne fra mine tidligere ture. Og hvorfor ikke dele mine skønne rejseminder med jer ;o) 

Når fårene skal flyttes er det et job som hele familien tager del i  - Både store og små ;o)

Da jeg første gang var på Island i juni 2013, var det sammen med min skønne hustru Susan. Og det skulle vise sig at blive så fantastisk en tur at jeg året efter lokkede en af mine foto venner Claus Ardal med på foto-nørde tur. Lige siden har Island haft en særlig plads i mit hjerte og man kan vel sige at jeg er blevet afhængig ;o)

Klippestykker og mos fotograferet på kanten af Solheimajokull - Jokull betyder gletcher

Begge gange koncentrerede vi os om sydkysten og halvøen Snæfellsnæs som ligger nord for Reykjavik. Disse områder har så meget fantastisk natur at byde på og ligger rimelig indenfor rækkevidde så vi med 10 dage havde rigelig tid til at fordybe os og fotografere. 

Lille kirke og hus for foden af fjeldet - Snæfellsnæs

Jeg er klar over at mange rejseselskaber reklamerer med at køre hele øen rundt på 8 dage, men i min verden er det alt for kort tid hvis der skal være tid til at nyde dette skønne land og ikke bare køre fra sted til sted.

Den østlige del af sydkysten byder på de mest fantastiske fjelde som ligger helt ud til havet, som her ved Höfn

Island er absolut ikke et sted at have travlt ;o) Stress kan vi få derhjemme, men her skal der være tid til afslapning og tid i overflod til at fotografere alle de skønne steder som Island byder på. Store øde vidder, kyster, høje fjelde og selvfølgelig de mere spektakulære ting som gletchere, vulkaner og vandfald og... ja jeg kunne blive ved ;o) Island har det meste ;o) Ud over den skønne natur er her også et rigt fugleliv, så der er også gode muligheder for at se og fotografere havfugle, ikke mindst Islands nationalfugl Lunden. Fuglene ses overalt men selvfølgelig er der noget magisk over de store fugle fjeld som f.eks. Dyrhólaey på sydkysten ved Vík.

Overalt ser man dramatiske fjelde udformet af vulkaner, gletchere eller jordskred

For mig er Island så meget andet end de fantastiske store turist steder som f.eks. Gullfoss, Geysir, Skogafoss og alle de andre vidunderlige steder, som alle er blevet så populære af god grund. Disse steder er fantastiske, men også overbefolket af turister og fotograferet på kryds og tværs. Jeg synes bestemt disse steder er et besøg værd, men her er alt for meget turist kaos til at jeg rigtig kan slappe af og nyde det. Bus efter bus kommer ind og turisterne vælter ud af busserne og løber om kap for at se så meget som muligt på 30 minutter til bussen kører videre til næste sted. Nej det er ikke for mig ;o)

Både på højlandet og langs kysterne er der mange fantastiske søer, men da det ofte blæser skal man være heldig for at kunne fotografere de smukke fjelde spejle sig i søens blanke overflade.

Jeg har selvfølgelig set og fotograferet de populære steder, men alle billederne i dette indlæg er fra mere ”ukendte” områder hvor vi kunne nyde stilheden og stemningen for os selv. For noget af det jeg nyder mest er bare at sidde og se lysets skiften og lytte til lyden fra vind, vand og fugle.

Arktisk terne

Det er nemlig her jeg for alvor får følelsen af Island, når jeg sidder alene på et øde sted og nyder naturen, uden en masse forstyrrende turister. Det er for mig reality tv når det er bedst ;o) Jeg sidder oftest med mit kamera på stativ og nyder det omskiftelige lys som i løbet af kort tid kan variere så meget at et ellers identisk billede kan tage sig vidt forskelligt ud. 

Langs sydkysten passerer man flere store ørkenlignende sletter, det er områder som periodevist bliver oversvømmet af smeltevand og regn fra højlandet. Værste er det hvis sne og gletchere smelter pga. vulkanudbrud.

Lyset er fantastisk på Island, på grund de dramatiske kontraster mellem højland og kyster, samt beliggenheden i Nordatlanten er vejret altid meget omskifteligt og det giver virkeligt liv og drama til de smukke landskaber. Det er absolut ikke unormalt at man kan se både sol og regn på samme tid, blot ved at dreje sig og se en gang rundt. Vi har kun meget sjældent været plaget af regn på vores sommerture, for det meste har vi kunnet køre til venstre hvis det regnede mod højre eller omvendt. Men der er selvfølgelig også dage hvor store dele af landet er plaget af massivt regnvejr og der ikke er en vej uden om, men så er det på med regntøjet ;o) Dårligt vejr har også sin charme og er ofte meget interessant at fotografere. Og om ikke andet så smager kaffen og den bette rom endnu bedre når man kommer ind efter en kold og våd dag ;o)

Flod fra højlandet ned mod sydkysten, sometider er hele området mellem fjeldene oversvømmet

Juni måned på Island er speciel da der er lyst hele døgnet, kun i timerne omkring midnat dykker solen lige akkurat ned under horisonten. Ikke nok til at det bliver mørkt og er der høje skyer på himlen tager de farve fra solens stråler de få timer indtil solen igen dukker op over havet ude i horisonten.

Panorama fra Snæfellsnæs, Bjerget Snæfellsjökull i baggrunden er en gammel vulkan som nu har en gletcher på toppen

Uanset hvor barskt og blæsende dagen har vejret, lægger vinden sig typisk omkring solnedgang. Og ud over det mest fantastiske lys er det også en følelse som virkeligt går under huden… Bare at nyde den smukke natur og mærke roen sænke sig og alt blive musestille. Selv de ellers så højlydte fugle går til ro for et par timer. Og de Islandske heste står som forstenede rundt om på markerne, de tager sig også en "morfar" ;o)

Beboelse i området ved Jökulsárlón - det ser forladt ud, men der var vasketøj på snoren den ene gang vi kom forbi

Jeg håber med billederne at have givet dig en lille smag på hvilket storslået land Island er… Måske du selv skulle ta’ en tur nord på ;o)

Kirkjufell spejler sig i søen i det smukke lys efter midnat

Nu glæder jeg mig i hvert fald til igen at komme afsted og denne gang håber jeg på at se øen i smukke efterårsfarver ;o)

Klippeskær ved Arnastapi, Snæfellsnæs

Har du fået lyst til at se mere fra Island, kan du mit indlæg om Island i vinterklæder

Den Islandske hest er her, der og alle vegne og så er den selskabelig og et godt motiv ;o)


søndag den 28. januar 2018

Skønne Island i vinterklæder


For nu 2 år siden var min hustru og jeg en smut på Island. Det var ikke første gang vi var på denne skønne ø, men det var vores første møde med et vinterklædt Island.

Vinterveje - på vej mod Snæfellsness.

Vi elsker sne og frost, vi elsker Island og vores forventninger var tårnhøje. Og lad mig bare med det samme slå fast, at vi ikke blev skuffede. Det Island vi kender fra vores sommerture var som forvandlet. Landskabet er selvfølgelig det samme sommer og vinter og så alligevel helt forandret.

Kirkjufell - Snæfellsness

Sommeren heroppe så langt mod nord kan være ret ”stressende” for fotoglade folk som mig. Midnatssol og lyse nætter i kombination med de skønne landskaber er lig med fotomuligheder 24 timer i døgnet. Og når lyset oftest er bedst omkring midnat giver det en noget forskudt døgnrytme og udbredt mangel på søvn  ;o)

Snestorm og dagstemperaturer på ned til minus 15 grader - Snæfellsness

Vinteren derimod er helt anderledes afslappende og afstressende. Solen står op midt formiddag og går ned igen allerede midt eftermiddag. Da solen står helt lavt på horisonten fra solopgang til solnedgang, giver det lave lys de flotteste skygger og de skønneste pastelfarver på himlen. Ja det er ”gylden time” hele dagen ;o) Hvis da ikke lige vejret smider en rask snestorm i hovedet på dig ;o) Men de korte dage er også lig med lange aftner. Aftner med tid til ro, hygge og gennemgang af dagens oplevelser og fotos.


De lange nætter har også sit eget helt vidunderlige liv, naturens fyrværkeri – Nordlyset. Et fantastisk skue, som man med glæde efterlader den skønneste rom i baren og løber ud af døren iført alt alt for lidt tøj til den kolde frostklare nat, for at opleve. Det er et spektakulært syn som nærmest giver hjertebanken og åndenød.  Alene nordlyset er grund nok til en vintertur nordpå ;o)

Nordlys over højlandet

Hotel Budir på Snæfellsness

De senere år er Island blevet et meget populært rejsemål, ja nærmest overrendt. Og der er selvfølgelig også mange turister som flokkes om de største seværdigheder om vinteren, men slet ikke i samme omfang som om sommeren. Så der er rig mulighed for at finde den ro og stilhed som den storslåede Islandske natur har at byde på.

Turister på Black Beach ved Vik på sydkysten

En foto workshop ved Dyrhólaey

Jeg elsker de storslåede steder som Geysir og Gullfoss og det er helt fantastisk at se naturens kræfter udspille sig her på den store scene. Men at tro at man kan tage unikke billeder her på disse mest besøgte turist destinationer er utopi. Jeg viser derfor ingen billeder her fra i dette indlæg, men det er bestemt ikke det samme som at stederne ikke er et besøg værd. Nej skulle du komme på disse kanter, må du endelig ikke snyde dig selv for disse store oplevelser.



Men for mig er de største oplevelser altid de stille øjeblikke hvor jeg/vi kan sidde i ro og fred og bare nyde naturen, vejret og livet helt for os selv. De øjeblikke hvor tiden bare går i stå og tankerne bare flyver der hen hvor de nu vil eller hvor man bare falder helt i staver og nyder øjeblikket.




Noget af det jeg er mest fascineret af på Island er hvordan naturen sætter dagsordenen og at den er ikke til debat. Vulkaner kan stoppe flytrafikken og vintervejene er ofte lukket pga. snestorm. Islændingene har gennem mange år lært og accepteret at leve under disse forhold og indrettet sig derefter. Dette må vi som turister også gøre. Lukkede veje kan selvfølgelig være en udfordring for dine rejseplaner og det kan være svært på forhånd at bestemme og booke hvor der skal overnattes hvornår. Af samme grund havde vi heller ikke booket alle overnatninger hjemmefra, men havde ”plads” til pludselige ændringer pga. vejr og vejforhold. Dette skulle vise sig at være smart da vinteren viste sig fra sin hårdeste side. Med snefald i store mængder og orkan med vindstød på over 45 meter i sekundet, var vejene naturligvis lukkede og vi måtte opgive at køre østpå til gletsjer søen Jökull sarlon. Men i min verden går man aldrig glip af noget, nej man får bare nogle andre oplevelser som man ikke havde regnet med. Og ud over at disse oplevelser ofte er de mest fantastiske, så er det jo også altid godt at have noget til gode.

Vintervejene kan være en udfordring, men med pig-dæk går det som en leg.
De store problemer er dårlig sigtbarhed og sne som kan lukke vejene.
Få overblik over vej forholdende på http://www.vegagerdin.is/
Forsøg ikke at køre hvis vejen er lukket, de lukker ikke for sjovt.
Hold øje med vejrudsigten på http://www.vedur.is/
Her havde vi orkan med vindstød på 46 m/s.


lørdag den 15. juli 2017

Hvorfor tage billeder?

Når jeg snakker med andre fotografer og fotointeresserede, går et spørgsmål igen. "Hvorfor fotograferer vi - Det hele er jo allerede fotograferet" Og det er jo rigtigt, en hurtig Google søgning eller et kig på de sociale medier - og du har de flotteste billeder af alt tænkeligt.

Svaner fotograferet på Island, februar 2016 (24-120 f/4 @120mm 1/320sec f/5,6 iso100)

Det kan til tider være ret demotiverende at vide, at uanset hvor godt et billede vi kan håbe på at komme hjem med, så er der adskillige billeder på nettet som er endnu bedre.

Vintergækker fotograferet i Tante Grøn's Have, foråret 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/20sec f/6,3)

Men svaret på spørgsmålet er for mig, oplevelsen. Når jeg fotograferer er det først og fremmest for mig selv og hvis andre også synes om mine billeder, er det bare en helt fantastisk bonus. Det er de gode oplevelser når jeg er ude med kameraet som driver min passion for at fotografere.

Sol og snestorm over Island, januar 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/80sec f/8 iso200)

Og det er disse oplevelser som jeg gennem længere tid har haft lyst til at dele med andre. Og hvor nettet er et overflødighedshorn af gode billeder som nærmest drukner imellem hinanden, så synes jeg faktisk at der er langt imellem de gode fortællinger om at fotografere.

Sletterhage Djursland, september 2016 (16-35 f/4 @22mm 30sec f/11 iso50 +Lee BigStopper ND10)

Det siges at "Et billede siger mere en 1000 ord" Men jeg kan nu godt blive lidt træt af at se det ene smukke billede efter det andet, af solnedgangen, fuglen eller hvad det nu måtte være. Men alligevel tager jeg gang på gang ud for at fotografere de samme motiver selv. Det er oplevelsen der trækker og jeg vil ønske at der kommer mere fokus på historierne bag de mange flotte billeder vi ser på nettet. Ordets magt må absolut ikke undervurderes og i min verden kan tekst og billeder virkeligt gå op i en højere enhed hvor den gode historie rigtigt kommer til sin ret.

Vadehavs dige på Nordstrand, Tyskland, oktober 2016 (Fuji XF18-55 f/2,8-4 @55mm 1/210sec f/5,6 iso200)

Min hustru Susan Durup har gennem flere år skrevet bloggen MyLovingGarden, og jeg har her kunnet se hvor meget skriverierne har givet hende af inspiration, oplevelser og nye venskaber. Under en vinter tur til Island, hvor hun hver dag bloggede om vores oplevelser og delte vores billeder, blev jeg for alvor vild med ideen om at få min egen blog.

Tulipaner i forårs sol (200-500 f/5,6 @500mm 1/500sec f/8 iso400)

Og her er den så, min blog. Endelig online. Jeg håber at jeg med tekst og billeder kan videregive de stemninger og oplevelser jeg bliver beriget med igennem fotografiet. Og jeg håber at mine fortællinger kan inspirere andre til at tage ud med kameraet, også selv om billedet allerede er taget ;o)

Blomsten (Alium) og bien (24-120 f/4 @120mm 1/250sec f/8 iso200)

Jeg har sikkert skrevet det før og kommer helt sikkert til det igen... Der er altid en chance for det perfekte billede. Denne forventning om gode billeder er for mig en stor del af det at fotografere. Ofte bliver forventningerne ikke indfriet, motivet eller det perfekte lys svigter... Men til gengæld sker det tit at jeg får helt uventede oplevelser eller motiver som jeg ikke havde regnet med. Det er meget sjældent at jeg kommer skuffet hjem fra en fototur. At jeg ikke har taget et eneste billede, er ikke det samme som at det ikke har været en god tur og der ikke er sket noget interessant. Når jeg er afsted nyder jeg nuet og tager kun de billeder jeg selv mener er værd at tage og nogle oplevelser lader sig ikke indfange i et enkelt billede.

Kornmark på Nord Mors, juli 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/500sec f/4 iso50)

Jeg oplever bedst naturen når jeg har mit kamera med, det skærper min opmærksomhed. Men ikke alt skal opleves gennem kameraet. Jeg synes det er vigtigt at sænke kameraet ind i mellem og opleve den virkelighed vi står midt i.

Har du spørgsmål til mine indlæg og billeder eller bare noget på hjertet... Så skriv endelig en kommentar ;o)

Gudesmukke fugle ved Goðafoss

Island har så mange smukke og unikke ting at byde på. Nogle af disse vidundere er vandfald og de findes her i stort tal og det ene mere fant...