søndag den 28. januar 2018

Skønne Island i vinterklæder


For nu 2 år siden var min hustru og jeg en smut på Island. Det var ikke første gang vi var på denne skønne ø, men det var vores første møde med et vinterklædt Island.

Vinterveje - på vej mod Snæfellsness.

Vi elsker sne og frost, vi elsker Island og vores forventninger var tårnhøje. Og lad mig bare med det samme slå fast, at vi ikke blev skuffede. Det Island vi kender fra vores sommerture var som forvandlet. Landskabet er selvfølgelig det samme sommer og vinter og så alligevel helt forandret.

Kirkjufell - Snæfellsness

Sommeren heroppe så langt mod nord kan være ret ”stressende” for fotoglade folk som mig. Midnatssol og lyse nætter i kombination med de skønne landskaber er lig med fotomuligheder 24 timer i døgnet. Og når lyset oftest er bedst omkring midnat giver det en noget forskudt døgnrytme og udbredt mangel på søvn  ;o)

Snestorm og dagstemperaturer på ned til minus 15 grader - Snæfellsness

Vinteren derimod er helt anderledes afslappende og afstressende. Solen står op midt formiddag og går ned igen allerede midt eftermiddag. Da solen står helt lavt på horisonten fra solopgang til solnedgang, giver det lave lys de flotteste skygger og de skønneste pastelfarver på himlen. Ja det er ”gylden time” hele dagen ;o) Hvis da ikke lige vejret smider en rask snestorm i hovedet på dig ;o) Men de korte dage er også lig med lange aftner. Aftner med tid til ro, hygge og gennemgang af dagens oplevelser og fotos.


De lange nætter har også sit eget helt vidunderlige liv, naturens fyrværkeri – Nordlyset. Et fantastisk skue, som man med glæde efterlader den skønneste rom i baren og løber ud af døren iført alt alt for lidt tøj til den kolde frostklare nat, for at opleve. Det er et spektakulært syn som nærmest giver hjertebanken og åndenød.  Alene nordlyset er grund nok til en vintertur nordpå ;o)

Nordlys over højlandet

Hotel Budir på Snæfellsness

De senere år er Island blevet et meget populært rejsemål, ja nærmest overrendt. Og der er selvfølgelig også mange turister som flokkes om de største seværdigheder om vinteren, men slet ikke i samme omfang som om sommeren. Så der er rig mulighed for at finde den ro og stilhed som den storslåede Islandske natur har at byde på.

Turister på Black Beach ved Vik på sydkysten

En foto workshop ved Dyrhólaey

Jeg elsker de storslåede steder som Geysir og Gullfoss og det er helt fantastisk at se naturens kræfter udspille sig her på den store scene. Men at tro at man kan tage unikke billeder her på disse mest besøgte turist destinationer er utopi. Jeg viser derfor ingen billeder her fra i dette indlæg, men det er bestemt ikke det samme som at stederne ikke er et besøg værd. Nej skulle du komme på disse kanter, må du endelig ikke snyde dig selv for disse store oplevelser.



Men for mig er de største oplevelser altid de stille øjeblikke hvor jeg/vi kan sidde i ro og fred og bare nyde naturen, vejret og livet helt for os selv. De øjeblikke hvor tiden bare går i stå og tankerne bare flyver der hen hvor de nu vil eller hvor man bare falder helt i staver og nyder øjeblikket.




Noget af det jeg er mest fascineret af på Island er hvordan naturen sætter dagsordenen og at den er ikke til debat. Vulkaner kan stoppe flytrafikken og vintervejene er ofte lukket pga. snestorm. Islændingene har gennem mange år lært og accepteret at leve under disse forhold og indrettet sig derefter. Dette må vi som turister også gøre. Lukkede veje kan selvfølgelig være en udfordring for dine rejseplaner og det kan være svært på forhånd at bestemme og booke hvor der skal overnattes hvornår. Af samme grund havde vi heller ikke booket alle overnatninger hjemmefra, men havde ”plads” til pludselige ændringer pga. vejr og vejforhold. Dette skulle vise sig at være smart da vinteren viste sig fra sin hårdeste side. Med snefald i store mængder og orkan med vindstød på over 45 meter i sekundet, var vejene naturligvis lukkede og vi måtte opgive at køre østpå til gletsjer søen Jökull sarlon. Men i min verden går man aldrig glip af noget, nej man får bare nogle andre oplevelser som man ikke havde regnet med. Og ud over at disse oplevelser ofte er de mest fantastiske, så er det jo også altid godt at have noget til gode.

Vintervejene kan være en udfordring, men med pig-dæk går det som en leg.
De store problemer er dårlig sigtbarhed og sne som kan lukke vejene.
Få overblik over vej forholdende på http://www.vegagerdin.is/
Forsøg ikke at køre hvis vejen er lukket, de lukker ikke for sjovt.
Hold øje med vejrudsigten på http://www.vedur.is/
Her havde vi orkan med vindstød på 46 m/s.


Island i efterårs farver

Da vi besøgte Island i september, var det et landskab klædt i de smukkeste efterårsfarver som bød os velkommen. Det barske landskab som elle...