Viser opslag med etiketten Have. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Have. Vis alle opslag

lørdag den 15. juli 2017

Hvorfor tage billeder?

Når jeg snakker med andre fotografer og fotointeresserede, går et spørgsmål igen. "Hvorfor fotograferer vi - Det hele er jo allerede fotograferet" Og det er jo rigtigt, en hurtig Google søgning eller et kig på de sociale medier - og du har de flotteste billeder af alt tænkeligt.

Svaner fotograferet på Island, februar 2016 (24-120 f/4 @120mm 1/320sec f/5,6 iso100)

Det kan til tider være ret demotiverende at vide, at uanset hvor godt et billede vi kan håbe på at komme hjem med, så er der adskillige billeder på nettet som er endnu bedre.

Vintergækker fotograferet i Tante Grøn's Have, foråret 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/20sec f/6,3)

Men svaret på spørgsmålet er for mig, oplevelsen. Når jeg fotograferer er det først og fremmest for mig selv og hvis andre også synes om mine billeder, er det bare en helt fantastisk bonus. Det er de gode oplevelser når jeg er ude med kameraet som driver min passion for at fotografere.

Sol og snestorm over Island, januar 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/80sec f/8 iso200)

Og det er disse oplevelser som jeg gennem længere tid har haft lyst til at dele med andre. Og hvor nettet er et overflødighedshorn af gode billeder som nærmest drukner imellem hinanden, så synes jeg faktisk at der er langt imellem de gode fortællinger om at fotografere.

Sletterhage Djursland, september 2016 (16-35 f/4 @22mm 30sec f/11 iso50 +Lee BigStopper ND10)

Det siges at "Et billede siger mere en 1000 ord" Men jeg kan nu godt blive lidt træt af at se det ene smukke billede efter det andet, af solnedgangen, fuglen eller hvad det nu måtte være. Men alligevel tager jeg gang på gang ud for at fotografere de samme motiver selv. Det er oplevelsen der trækker og jeg vil ønske at der kommer mere fokus på historierne bag de mange flotte billeder vi ser på nettet. Ordets magt må absolut ikke undervurderes og i min verden kan tekst og billeder virkeligt gå op i en højere enhed hvor den gode historie rigtigt kommer til sin ret.

Vadehavs dige på Nordstrand, Tyskland, oktober 2016 (Fuji XF18-55 f/2,8-4 @55mm 1/210sec f/5,6 iso200)

Min hustru Susan Durup har gennem flere år skrevet bloggen MyLovingGarden, og jeg har her kunnet se hvor meget skriverierne har givet hende af inspiration, oplevelser og nye venskaber. Under en vinter tur til Island, hvor hun hver dag bloggede om vores oplevelser og delte vores billeder, blev jeg for alvor vild med ideen om at få min egen blog.

Tulipaner i forårs sol (200-500 f/5,6 @500mm 1/500sec f/8 iso400)

Og her er den så, min blog. Endelig online. Jeg håber at jeg med tekst og billeder kan videregive de stemninger og oplevelser jeg bliver beriget med igennem fotografiet. Og jeg håber at mine fortællinger kan inspirere andre til at tage ud med kameraet, også selv om billedet allerede er taget ;o)

Blomsten (Alium) og bien (24-120 f/4 @120mm 1/250sec f/8 iso200)

Jeg har sikkert skrevet det før og kommer helt sikkert til det igen... Der er altid en chance for det perfekte billede. Denne forventning om gode billeder er for mig en stor del af det at fotografere. Ofte bliver forventningerne ikke indfriet, motivet eller det perfekte lys svigter... Men til gengæld sker det tit at jeg får helt uventede oplevelser eller motiver som jeg ikke havde regnet med. Det er meget sjældent at jeg kommer skuffet hjem fra en fototur. At jeg ikke har taget et eneste billede, er ikke det samme som at det ikke har været en god tur og der ikke er sket noget interessant. Når jeg er afsted nyder jeg nuet og tager kun de billeder jeg selv mener er værd at tage og nogle oplevelser lader sig ikke indfange i et enkelt billede.

Kornmark på Nord Mors, juli 2016 (70-200 f/4 @200mm 1/500sec f/4 iso50)

Jeg oplever bedst naturen når jeg har mit kamera med, det skærper min opmærksomhed. Men ikke alt skal opleves gennem kameraet. Jeg synes det er vigtigt at sænke kameraet ind i mellem og opleve den virkelighed vi står midt i.

Har du spørgsmål til mine indlæg og billeder eller bare noget på hjertet... Så skriv endelig en kommentar ;o)

lørdag den 8. juli 2017

Besøg i en ganske særlig have - Tante Grøn's Have

I dag har vi været en tur på Nord Mors, nærmere bestemt i Tante Grøn's have i byen Flade.

Åben have hos Tante Grøn

Jeg er selv vild med haver og haveliv, og denne fantastiske have er lige i min smag. Men ud over at jeg bare elsker denne have og dens mennesker, Jytte & John, så er det også en have som har givet mig utroligt mange gode timer med mit kamera. Ja ikke kun mig, men også min hustru Susan. Sidste år udgav Jytte nemlig en havebog "Cottagehaven - Tante Grøns haveunivers" på forlaget Gyldendal. Og det var Susan og jeg som har lavet alt billede materialet til denne bog.

Billede fra foråret '16 hvor vi fotograferede til bogen om Tante Grøn's have

Det var en tidskrævende men utrolig spændende og lærerig process, at følge haven fra tidligt forår og ind i efteråret. Og det at min kone og jeg deler passionen for haver og fotografi, gjorde denne opgave til et fælles projekt. Det var virkelig skønt, at være fælles om alt fra ide, foto, udvælgelse og redigering.



Det var spændende at fotografere "på bestilling" når Jytte havde et bestemt billede i tankerne, som skulle understøtte hendes fortryllende tekster. Men generelt havde vi helt frie hænder til at fortolke haven og dens skiftende stemninger. Ja stemningen i haven varierede hele tiden med det fantastiske lys der er her, på Nord Mors.


Dagen i dag var første gensyn med haven siden vi sidste år besøgte den utallige gange. Og det var helt bestemt en fantastisk dag, skønt at gense haven og de mange glade mennesker der var på besøg. Tusind tak til Jytte & John, for at betro os opgaven med at fotografere til bogen og for endnu en dejlig dag på Mors.



Du kan se mere om bogen på Susan's blog MyLovingGarden

Fotografen på arbejde i Tante Grøn's have ;o)

Gudesmukke fugle ved Goðafoss

Island har så mange smukke og unikke ting at byde på. Nogle af disse vidundere er vandfald og de findes her i stort tal og det ene mere fant...