Fantastiske Island

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at opleve Island både sommer og vinter, og til efteråret går turen endnu en gang nordpå. Jeg elsker bare Island, det er virkelig ”A Photographer’s Paradise” ;o)

De frodige marker på sydkysten, med højlandets fjelde som baggrund.

For at komme i rette stemning og få Island helt ind under huden igen, nyder jeg at se billederne fra mine tidligere ture. Og hvorfor ikke dele mine skønne rejseminder med jer ;o) 

Når fårene skal flyttes er det et job som hele familien tager del i  - Både store og små ;o)

Da jeg første gang var på Island i juni 2013, var det sammen med min skønne hustru Susan. Og det skulle vise sig at blive så fantastisk en tur at jeg året efter lokkede en af mine foto venner Claus Ardal med på foto-nørde tur. Lige siden har Island haft en særlig plads i mit hjerte og man kan vel sige at jeg er blevet afhængig ;o)

Klippestykker og mos fotograferet på kanten af Solheimajokull - Jokull betyder gletcher

Begge gange koncentrerede vi os om sydkysten og halvøen Snæfellsnæs som ligger nord for Reykjavik. Disse områder har så meget fantastisk natur at byde på og ligger rimelig indenfor rækkevidde så vi med 10 dage havde rigelig tid til at fordybe os og fotografere. 

Lille kirke og hus for foden af fjeldet - Snæfellsnæs

Jeg er klar over at mange rejseselskaber reklamerer med at køre hele øen rundt på 8 dage, men i min verden er det alt for kort tid hvis der skal være tid til at nyde dette skønne land og ikke bare køre fra sted til sted.

Den østlige del af sydkysten byder på de mest fantastiske fjelde som ligger helt ud til havet, som her ved Höfn

Island er absolut ikke et sted at have travlt ;o) Stress kan vi få derhjemme, men her skal der være tid til afslapning og tid i overflod til at fotografere alle de skønne steder som Island byder på. Store øde vidder, kyster, høje fjelde og selvfølgelig de mere spektakulære ting som gletchere, vulkaner og vandfald og... ja jeg kunne blive ved ;o) Island har det meste ;o) Ud over den skønne natur er her også et rigt fugleliv, så der er også gode muligheder for at se og fotografere havfugle, ikke mindst Islands nationalfugl Lunden. Fuglene ses overalt men selvfølgelig er der noget magisk over de store fugle fjeld som f.eks. Dyrhólaey på sydkysten ved Vík.

Overalt ser man dramatiske fjelde udformet af vulkaner, gletchere eller jordskred

For mig er Island så meget andet end de fantastiske store turist steder som f.eks. Gullfoss, Geysir, Skogafoss og alle de andre vidunderlige steder, som alle er blevet så populære af god grund. Disse steder er fantastiske, men også overbefolket af turister og fotograferet på kryds og tværs. Jeg synes bestemt disse steder er et besøg værd, men her er alt for meget turist kaos til at jeg rigtig kan slappe af og nyde det. Bus efter bus kommer ind og turisterne vælter ud af busserne og løber om kap for at se så meget som muligt på 30 minutter til bussen kører videre til næste sted. Nej det er ikke for mig ;o)

Både på højlandet og langs kysterne er der mange fantastiske søer, men da det ofte blæser skal man være heldig for at kunne fotografere de smukke fjelde spejle sig i søens blanke overflade.

Jeg har selvfølgelig set og fotograferet de populære steder, men alle billederne i dette indlæg er fra mere ”ukendte” områder hvor vi kunne nyde stilheden og stemningen for os selv. For noget af det jeg nyder mest er bare at sidde og se lysets skiften og lytte til lyden fra vind, vand og fugle.

Arktisk terne

Det er nemlig her jeg for alvor får følelsen af Island, når jeg sidder alene på et øde sted og nyder naturen, uden en masse forstyrrende turister. Det er for mig reality tv når det er bedst ;o) Jeg sidder oftest med mit kamera på stativ og nyder det omskiftelige lys som i løbet af kort tid kan variere så meget at et ellers identisk billede kan tage sig vidt forskelligt ud. 

Langs sydkysten passerer man flere store ørkenlignende sletter, det er områder som periodevist bliver oversvømmet af smeltevand og regn fra højlandet. Værste er det hvis sne og gletchere smelter pga. vulkanudbrud.

Lyset er fantastisk på Island, på grund de dramatiske kontraster mellem højland og kyster, samt beliggenheden i Nordatlanten er vejret altid meget omskifteligt og det giver virkeligt liv og drama til de smukke landskaber. Det er absolut ikke unormalt at man kan se både sol og regn på samme tid, blot ved at dreje sig og se en gang rundt. Vi har kun meget sjældent været plaget af regn på vores sommerture, for det meste har vi kunnet køre til venstre hvis det regnede mod højre eller omvendt. Men der er selvfølgelig også dage hvor store dele af landet er plaget af massivt regnvejr og der ikke er en vej uden om, men så er det på med regntøjet ;o) Dårligt vejr har også sin charme og er ofte meget interessant at fotografere. Og om ikke andet så smager kaffen og den bette rom endnu bedre når man kommer ind efter en kold og våd dag ;o)

Flod fra højlandet ned mod sydkysten, sometider er hele området mellem fjeldene oversvømmet

Juni måned på Island er speciel da der er lyst hele døgnet, kun i timerne omkring midnat dykker solen lige akkurat ned under horisonten. Ikke nok til at det bliver mørkt og er der høje skyer på himlen tager de farve fra solens stråler de få timer indtil solen igen dukker op over havet ude i horisonten.

Panorama fra Snæfellsnæs, Bjerget Snæfellsjökull i baggrunden er en gammel vulkan som nu har en gletcher på toppen

Uanset hvor barskt og blæsende dagen har vejret, lægger vinden sig typisk omkring solnedgang. Og ud over det mest fantastiske lys er det også en følelse som virkeligt går under huden… Bare at nyde den smukke natur og mærke roen sænke sig og alt blive musestille. Selv de ellers så højlydte fugle går til ro for et par timer. Og de Islandske heste står som forstenede rundt om på markerne, de tager sig også en "morfar" ;o)

Beboelse i området ved Jökulsárlón - det ser forladt ud, men der var vasketøj på snoren den ene gang vi kom forbi

Jeg håber med billederne at have givet dig en lille smag på hvilket storslået land Island er… Måske du selv skulle ta’ en tur nord på ;o)

Kirkjufell spejler sig i søen i det smukke lys efter midnat

Nu glæder jeg mig i hvert fald til igen at komme afsted og denne gang håber jeg på at se øen i smukke efterårsfarver ;o)

Klippeskær ved Arnastapi, Snæfellsnæs

Har du fået lyst til at se mere fra Island, kan du mit indlæg om Island i vinterklæder

Den Islandske hest er her, der og alle vegne og så er den selskabelig og et godt motiv ;o)

Lukla - Måske verdens farligste lufthavn

Hvis man skal ud i Everest området i Himalaya bjergene, går turen via den lille lufthavn i bjergbyen Lukla... Ja hvis man da ikke vælger at gå hele vejen ;o) Her ude i bjergene er der nemlig ingen veje og alternativet til den berygtede flyvetur, er en lang dag i bus efterfulgt af 3 dages vandring.

Udsigten fra den lille Dornier bjergflyver, inden afgang fra Lukla

Byen Lukla ville ikke havde været mere en blot en lille samling huse, hvis ikke det var for lufthavnen. Skønt det er en lille bitte lufthavn, har den en enorm betydning for byen og området. Det siger jo egentligt sig selv, når nu næsten alt trafik til og fra område skal igennem her.

Turisterne er egentligt ikke så synlige i byen, men de små udstyrsbutikker og restauranter som ligger side om side med barbershop og købmand viser med tydelighed at turisterne er her. De fleste kommer her for at trekke i bjergene, og de skynder sig som regel ud af byen og ud på deres trek, i samme øjeblik som de står af bjergflyveren. De fleste vælger dog at tage den sidste overnatning her i Lukla, inden de igen skal flyve med morgenflyveren hjem til Kathmandu.

Lukla's lufthavn er berømt og berygtet og skulle efter sigende være en af verdens farligste. Dette skyldes de forræderiske vejrforhold i bjergene samt start/landings banens placering. Når man lander i Lukla, flyver man direkte ind mod bjergvæggen, hvor man i stor fart skal ramme landingsbanen som er placeret på en lille "terrasse" midt på bjergsiden. Er indflyvningen for lav, styrter man lige imod klipperne... Kommer man for højt, når man ikke at bremse flyet som vil blive knust mod klipperne for enden af banen i stedet. Der er med andre or ikke plads til fejltagelser her i Lukla, og lufthavnen har også sine fly vrag og menneskeliv på samvittigheden. Men heldigvis går langt de fleste ture godt og ulykkerne er blevet drastisk nedsat efter man har jævnet og asfalteret banen.

Lukla er en meget lille, men uhyre effektiv lufthavn. Når vejret tillader det, kommer her 4-5 fly ind i timen. På den lille "parkeringsplads" er der lige nøjagtigt plads til 4 af de små bjergfly af gangen. Og det går virkeligt stærkt når flyene kommer ind. Så snart flyet holder stille, springer passagerene ud. Bagagen bliver i alt hast trukket ud og ny bagage bliver lastet, alt imens passagerene som skal tilbage til Kathmandu tager plads i det lille fly. Hele denne ombytning af passagerer og bagage tager max 10 minutter og det er blevet tid til at flyet letter for at flyve de 45 minutter tilbage til Kathmandu. Det hele gentager sig nu med et nyt hold håbefulde trekkere... Igen og igen, så længe vejret tillader det.

Her i bjergene gælder det om at være hurtig og effektiv. Alt flyvning er bestemt af vejrets luner og lufthavnen i Lukla kan være lukket i dagevis. Så når vejret tillader det er der virkelig myldretid. Jeg har på tidligere ture ventet i flere dage i Kathmandu, på grund af aflyste fly til Lukla. Denne gang var vi heldige. Efter at alt flyvning havde været aflyst i 3 dage, kom vi med et af de få fly som kom afsted, den formiddag hvor vi havde planlagt vores flyvning. Vi kom med det sidste fly den dag og de efterfølgende dage var der igen lukket. Så vi var virkeligt heldige, men jeg føler også at det var min tur efter tidligere aflyste bjerg trek pga. aflyste fly ;o)

Men denne gang gik alt efter planen, både vores trek i Himalaya og den ellers så berygtede bjerg flyvning og landing... Både ud og hjemturen forløb helt uden problemer og dramatik. I stedet kunne vi nyde de smukkeste udsigter da vi fløj på langs af Himalaya bjergkæden.

Læs mere om mit trek i Himalaya i følgende indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche
4. del - Stjerne stunder og udsigt til Mt. Everest om nat foto i Himalaya og Everest i morgenlys

Praktisk info om Foto-Trekking i Himalaya
Namche Bazar - Himalayas hovedstad

Du kan også læse om beretninger fra Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Om foto Trekking i Himalaya

Jeg synes lige jeg vil fortælle lidt mere om vores trek og om de praktiske ting der er at forholde sig til, når man som vi ville kombinere trekking med fotografering.

Først om trekket:

Vi har familie i Nepal og har herigennem fået en masse nyttig viden og gode råd om alternativer til det alt for overrendte Everest Base Camp trek. Ikke at vi ikke gerne ville sige at vi har været i Base Camp. Men udsigten til at gå i en lang række af turister og overfyldte te-huse (hoteller) var bare ikke den naturoplevelse vi søgte.

Trekket vi valgte er "Gokyo via Renjo La", et trek som ifølge de lokale skulle være det smukkeste trek i Himalaya. Dette trek er ikke at finde på de typiske tilbud over Himalaya treks, men det vil helt sikkert blive meget mere kendt i fremtiden.

Dette trek strække sig over ca. 100 km. og vi valgte at arrangere det over 12 dage, med mulighed for at tillægge eller trække en dag fra, alt efter behov undervejs. Dette ville give os god tid til vores fotografering undervejs og ikke mindst til at akklimatisere os så vi ikke ville få alvorlige problemer med højdesyge.

Der er koldt på toppen, men den rigtige påklædning gør en forskel - Renjo la 5340m.

Trekket starter i Lukla i 2840 meters højde og har mål i Gokyo som ligger i 4790m. Undervejs krydsede vi bjergpasset Renjo La (La betyder pas) Renjo La er 5340 meter og det højeste punkt vi nåede på vores trek. Ud over et par korte dage, af hensyn til akklimatisering og fotografering, var de fleste dage på ca. 10 km. Den hårdeste var uden tvivl dagen hvor vi krydsede Renjo passet, ca. 12 km. vandring, med en samlet højde stigning på 1700 meter og et højdefald på 1269 meter. Ja i bjergene går det både op og ned ;o)

På billedet herunder kan du se en oversigt over hvor vi overnattede, højder, afstande samt højde stigninger og fald.

Vi valgte at arrangere trekket igennem et Nepalesisk bureau Climbalaya og vi valgte at benytte en af bureauets guider. En guide gav god mening for os, dels for at vi kunne finde vej og for at sørge for vores sikkerhed bla. mht. højdesyge. Men også fordi vi mente at kunne få stor glæde af guidens lokalkendskab. Og vores guide Pemba Tenzing skulle vise sig at være en alletiders fyr ;o) Han var bestemt med til at gøre vores trek uforglemmeligt. Men ud over at servicere os og fortælle os om alt fra bjerge til Sherpa-kultur er guiden også vigtig i forhold til de praktiske forhold. Det er ham som sørger for booking af værelser undervejs, for at arrangere mad og ikke mindst for ændringer af fly billetter.

Foto: Allan Wieck-Hansen

Vi valgte også at hyre en bærer. Både fordi vi ikke kunne bære både rygsæk og kamerataske, men også af hensyn til bæreren. Det lyder måske forkert, at jeg mener vi har hjulpet den lille lokale mand som bar for os... Men det er faktisk tilfældet. I bjergene er der ikke meget at leve af, så mange lever af at bære benzin, mad, sodavand og byggematerialer mm. op til de små landsbyer. Det er et meget hårdt arbejde, hvor det ikke er unormalt at man bære omkring 100 kg, ja nogle endda endnu mere. Og så er dette opslidende arbejde særdeles ringe betalt.

"Turist" bærerne har en fagforening, der er grænser for hvor meget de må bære og der er en mindste løn. Vi havde pakket så vi tilsammen havde max 30 kg. som bæreren skulle bære for os og så fik han en fin løn og gode drikkepenge ;o) Så ja, i den ideelle verden skulle vi prioritere og bære vores eget grej, men i den virkelige verden synes jeg dette var den rigtige løsning for alle.

Men bærer eller ej, i den tynde luft oppe i bjergene føles 10 kg. på ryggen som 20 kg. gør her i flade Danmark. Så hvad valgte vi så at medbringe ;o)

Kamera grej:

Nikon Fullframe DSLR med Nikkor 24-120mm samt 70-200mm objektiver, begge blænde f./4
Jeg ved godt at de lysstærkere blænde f./2.8 objektiver på papiret er bedre objektiver. Men de fylder og vejer så meget mere og siden jeg for nu mange år siden skiftede til de lettere f./4 modeller har jeg aldrig fortrudt.

Mit elskede 16-35mm vidvinkel måtte blive hjemme, der er forskel på nice-to-have og need-to-have ;o) og det er jo altid muligt at stykke panoramabilleder sammen af flere billeder i f.eks. Lightroom og Photoshop. På den måde kunne jeg undlade et objektiv uden at gå på kompromis med mulighederne for at lave panorama billeder ;o)

Dette billede er sammensat af 5 billeder fotograferet på 70mm med 70-200mm

Udover kamera og de 2 objektiver havde jeg medbragt Lee filter kit samt et letvægts carbon stativ med et let kuglehovede på. Og så selvfølgelig rensegrej, lader og en bunke batterier. Det er dyrt at lade batterier og mobil op i bjergene og man skal ikke regne med at der er mulighed for det hver dag.

Grejet havde jeg samlet i en "kombi" fototaske som ud over at have plads til kamera mm også kan rumme det nødvendige ekstra tøj mm. som der er behov for i løbet af en dag i bjergene. Tasken jeg valgte er Lowepro Whistler og det blev den pga. den solide opbygning med super godt bæresystem og udover et godt stort rum til diverse ikke-kamera grej har den en masse gode muligheder for at stroppe ekstra ting som stativ udenpå.

Lovepro Whistler kamerataske med plads til kamera og alt det andet ;o) Foto: Allan Wieck-Hansen

Tøj og andet praktisk grej:

Jeg er stor fan af merino uld tøj, og hele min basis af tøj bestod af merino. Merino har en utrolig høj komfort... Det er let, utroligt godt til at regulere temperaturen så du ikke får det for varmt, det holder dig varm og tør. Det tørrer hurtigt og så er ulden antibakteriel så det ikke kommer til at lugte af sved. Selv efter 12 dage i samme undertrøje kunne man ikke lugte på trøjen at den havde været brugt, kun de hvide salt udtræk på trøjen afslørede at den trængte til et bad ;o)

Jeg havde flg. tøj med:

Aclima Lightwool Boxershorts, 4 par
Smartwool Merino sokker, Heavy 4 par
Trekking T-Shirt, 2 stk.
Smartwool Merino lange underbukser, 2 par
Smartwool Merino langærmet undertrøje, 3 stk.
Aclima Warmwool Hood Merino trøje - uundværlig multifunktions mellemlag
Fjällräven Fleecetrøje
Fjällräven Vandrebukser 1 par
Fjällräven Knickers 1 par
Dunjakke til de kolde dage samt til pauser og aftnerne
Regnjakke Häglofs LIM - fylder nærmest intet og vejer 230 gr.
Regnbukser Häglofs LIM vejer 180 gr.

Herudover selvfølgelig mine trofaste vandrestøvler, vanter, hue, kasket og et par gamle Nike Free sko til aftenbrug. Efter en lang dag i støvlerne er det virkeligt en skøn følelse at få skoene af og hoppe i et par ultra lette sko ;o)

God og funktionel beklædning gør en forskel ;o) Pause, på med dunjakken Foto: Allan Wieck-Hansen

Alt tøjet er ultra let og kan kombineres på kryds og tværs, for på den måde at dække så mange forskellige temperaturer og forhold som muligt. Alt hvad jeg tog med skulle tjene mindst 2 formål, f.eks. regnjakken, som ud over regn også skulle fungere som vindjakke på meget blæsende dage.

Og alt fungerede, det er utroligt hvordan god grej giver god komfort og dermed gør glæden ved trekking så meget større ;o) 12 dages strabadser og total mangel på bad og varmt vand var slet ikke noget problem.

Vores ekstra grej som bæreren bar for os, pakket i bløde duffelbags

Diverse grej:

Solbriller, Solcreme & toiletgrej (Husk toiletpapir), Håndsprit, Førstehjælps kit, Vandflaske, multitool, pandelampe, siddepude samt en god vandrestav købt i DK. Jeg har dårlige erfaringer med de vandrestave de sælger i Nepal, de har sjældent holdt mere en den første dag ;o( Sidst men ikke mindst en god sovepose som kan holde dig varm også i frostvejr, mange morgenener vågnede vi op til is på indvendig side af vinduer og vække på vores hoteller.

Det lyder måske af meget, men alt dette er grej som jeg bruger i stor stil herhjemme også... På arbejde, i haven eller på mine ture ud i naturen. Det er funktionelt tøj og grej som er lavet til aktivt brug og som bare er så lækkert at bruge/have på at det er stærkt vanedannende ;o)

Linkene jeg har indsat er på det grej jeg selv havde med. Det fungerede helt perfekt for mig, men der er  selvfølgelig også mange andre muligheder ;o) Bare husk at godt grej gør en god tur endnu bedre ;o) og vigtigst af alt, vælg det som passer bedst til dig og dit behov.

Jeg er IKKE sponseret, men har valgt at linke til de forhandlere jeg selv bruger og som i mine øjne giver mig den perfekte vejledning i valg af kamera og outdoor grej - Min lokale grej-pusher www.PH-Outdoor.dk og Danmarks, i mine øjne, bedste fotohandler ;o) www.Goecker.dk
Grejet kan dog købes overalt i landet ;o)

Har du spørgsmål er du velkommen til at skrive det i kommentaren så vil jeg svare efter bedste evne ;o)

Læs om resten af mit trek i disse indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche
4. del - Stjerne stunder og udsigt til Mt. Everest om nat foto i Himalaya og Everest i morgenlys

Du kan også læse om beretninger fra Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Stjerner stunder og udsigt til Mt. Everest

Sidste etape på vores trek bragte os igen ned til Himalayas hovedstad Namche Bazar. Men inden vi nåede så langt havde vi en helt fantastisk aften i den lille by Khumjung. Hvis du har læst mit blogindlæg Misty Mountains om de første dage på trekket vil du vide, at det var et sted som havde gjort stort indtryk. Så stort et indtryk, at vi på turen ned fra højderne, valgte at gå tilbage hertil for endnu en overnatning.

Da vi ankom til Khumjung, var hele dalen overskyet og der var ikke udsigt til de høje sneklædte toppe som omgiver dalen. Vi var med god grund skuffet og opgav alt om at fotografere bjergene i det lave aftenlys, som vi ellers havde drømt om. Vi gik i stedet ind til familien som vi boede hos og fik os en rigtig hyggelig snak. Men pludseligt... Lige før mørket faldt på, klarede det op ;o)

Khumjung

Skyerne begyndte at lette og bjergene omkring os begyndte at vise sine sneklædte toppe. Der hvor de høje bjerge lod den lave sols sidste stråler slippe igennem, tog himlen de smukkeste farver.

Her i bjergene er der en kollosal kontrast ved sol op- og nedgang. De høje bjerge skygger så der på den ene side kan være sort som natten og på den anden side stadig lyst og sol.

Da solen var gået helt ned og de sidste farver havde forladt himlen over os, fik vi lige et ekstra nummer ;o) Da vi vendte os efter at havde nydt det sidste lys, blev vi mødt af synet af den opgående måne. Det var et vidunderligt syn og en oplevelse vi ikke havde regnet med. Jeg havde selvfølgelig set fantastiske nat fotos fra Himalaya før jeg drog ud på mit trek. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde skænket det så meget som én tanke under trekket.

I skyen omkring bjergtoppen kan man se måne-striben hvor venstre del af skyen er oplyst og delen til højre er i skygge.

At fotografere bjergene, oplyst af månens stråler og omgivet af stjernerne... Det var som en gave sendt fra Himalayas bjergguder. En gave som jeg aldrig vil glemme. Og sådan kan jeg jo egentligt blive ved ;o) Denne oplevelse varede halvanden time og var bare en ud af en masse skønne oplevelser denne dag. Og igen var dette blot en skøn dag ud af 11 helt igennem fantastiske dage, fyldt med halve og hele timer med oplevelser jeg vil huske for evigt ;o)

70-200mm 73 sec. @f/5.6 Iso400 

Næste morgen stod vi tidligt op, meget tidligt. Vi var oppe ved 4 tiden og vores vært havde været oppe endnu tidligere. Selvom vi havde sagt farvel til hende og familien aftenen før og sagt at vi ville spise vores morgenmad andet steds... var hun alligevel stået op, tændt op i brænde komfuret og havde ristet brød og kogt havregrød til os. Det var en smuk tanke som på alle måder beskriver hvor gæstfri og gavmilde de lokale Sherpa folk er ;o) Grunden til at vi var oppe før dag, var håbet om at se Mt. Everest og her er chancen altid bedst ved solopgang.

Efter et solidt morgenmåltid hastede vi op af de stejle bjergsider som omgiver dalen. Målet var Everest View Hotel, et yndet mål for turister med pengepungen i orden. Et hotel med egen helikopter plads, som flittigt benyttes af velhavende folk som flyves herud for at se bjergene og så flyves hjem igen. Ikke just den oplevelse vi havde lyst til, selv om en tur rundt i bjergene med helikopter kunne være en helt vild oplevelse. Men jeg er overbevist om at man ikke får Himalaya helt ind under huden, som vi gjorde det, på den måde.

Mt. Everest 8848m til venstre og Lhotse 8516m til højre

Vi nøjedes med at "låne" hotellets terrasse og nyde udsigten, som i øvrigt blev "skyllet" ned med en Bourbon & Cola og en G&T. Det er vist eneste gang jeg har fået drinks kl 7.30 om morgenen, men vi havde jo været oppe længe og udsigten var lige til at skåle for ;o) Efter tålmodigt at havde ventet i flere timer, klarede det heldigvis op og vi fik vores view til Mt. Everest ;o)

Panorama af 3 billeder. Mt.Everest 8848m og Lhotse 8516m til venstre i billedet og Ama Dablam 6812m til højre (ved fuglen)

Efter en morgen og formiddag, hvor vi efterhånden som timerne skred frem, fik selskab af mindst 100 andre håbefulde trekkere. Trak skyerne sig igen sammen om bjergene og vi besluttede at gå videre.

Foto: Allan Wieck-Hansen

Den korte tur tilbage til Namche Bazar var virkelig pakket med trekkere. De fleste på vej ud på deres livs eventyr. På flere tidspunkter stod vi i kø for at passere stien og det var især denne dag omkring Namche, som bekræftede mig i det rigtige ved at trekke tidligt i sæsonen samt vælge et mindre befærdet trek. Dette rend af mennesker overalt ville virkeligt havde været et skår i glæden for mig, hvis det havde været sådan hele trekket. Men heldigvis var det faktisk kun denne dag vi oplevede myldretiden i bjergene.

Der var også en livlig trafik af helikoptere som fragtede turister til og fra områdets udsigtspunkter, sådan får man en times udsigt til Himalaya og måske Everest, uden det strabadserende trek.

Tilbage i Namche nød vi en lang dags afslapning og ellers slentrede vi rundt i byens stejle gader. Vi legede turister ligesom alle de andre i denne turist by. Men Namche må få et indlæg for sig selv ;o)

Vandfald fotograferet på turen mellem Namche og Lukla

Turen fra Namche tilbage til Lukla, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Kathmandu, var egentligt beregnet til to dage. Men vi besluttede at tage et dobbelt stint og gå turen på en dag i stedet. Det var en skøn dag som nærmest foregik i småløb ned af bjergene. Jo vi havde virkeligt overskud efter dagene i højderne og efter en lang dag ankom vi til Lukla... Klar til at flyve hjem til Kathmandu næste morgen.

Læs om resten af mit trek i disse indlæg:

1. del - Misty-Mountains om de første dage på trekket
2. del - Det høje Himalaya om vores tur over bjergpasset RenjoLa til byen Gokyo
3. del - Nedtur på den fede måde om turen langs de turkise søer og turen ned mod Namche

Du kan også læse om tiden i Kathmandu i disse indlæg:

Kathmandu - Et kulturelt paradis og en drøm for fotografer
Mellem levende og døde om ligbrændinger ved den Hinduistiske helligdom Pashupatinath
Boudhanath Stupa indtryk og stemninger fra den Buddhistiske helligdom Boudhanath

Nedtur - På den fede måde

Efter turen over Renjo La og en overnatning i byen Gokyo var vi nået målet for vores trek. Gokyo markerede både højdepunktet og vendepunktet på trekket. Højdepunktet fordi Gokyo var målet for vores passage af det 5340 meter høje bjergpas Renjo. Og vendepunktet fordi det var det længste vi kom ind i Himalaya. Herfra gik det igen hjemover, ja man kan jo sige at vores nedtur begyndte her - på den gode måde selvfølgelig ;o)

Morgen solen brænder den sidste tåge over Ngozumpa gletcheren

Vi startede med at gå over en lille bakkekam bag Gokyo by, op til den store gletcher som vi gik langs med på den første del af turen. Gletcheren er en stor sten og klippe gletcher, og det er helt ufattelige mængder af materiale som naturen her flytter rundt med. I den store gletcher er der "toppe" og huller med små søer som hver i sær vil være en Dansk grusgrav værdig ;o)

Ngozumpa gletcheren er Himalayas største gletcher

Fra gletcheren gik vi ned til breden af en af Gokyo søerne, som vi fulgte den næste del af dagen. De turkise Gokyo søer er fantastisk flotte og giver farve til det ellers så golde og farveløse klippe landskab og så danner de en flot forgrund til de høje tinder.

3rd Lake - den 3. af Gokyo søerne

Langs søerne var terrænet ret fladt. Og det var virkeligt en underlig fornemmelse, efter alle disse dage hvor vi konstant vandrede op eller ned... Pludseligt at kunne gå på relativt jævne og flade stier.

På turen langs søerne mødte vi en del Yak karavaner som var på vej op til Gokyo med varer. Det er altid hyggeligt med lidt selskab af disse kompakte muskelbundter, som i deres eget stille tempo bare slentrer utrætteligt afsted med deres last.

Turen ned var på alle måder en skøn oplevelse... Vi var "høje" af de mange oplevelser, af at havde "klaret" bjergpasset og nået vores mål. Men også det større ilt indhold som følger når man bevæger sig ned af, gjorde tuen til en leg ;o) Det er selvfølgelig hårdt for knæene at gå ned og hele tiden at skulle holde igen for ikke at få for meget fart på. Men vi fik bare mere og mere overskud for hver meter vi gik ned.

På turen ned havde vi kæmpe overskud til at nyde de høje tinder som omgav os

Hvor vi på de mest anstrengte tidspunkter af vores tur op, nok ikke havde det samme overskud til at opleve alt det skønne omkring os. Så sugede vi virkeligt alle de mange indtryk til os på hjemturen. Og når vi mødte trekkere på vej op var det med et stort smil og varme tanker at vi venligt holdt tilbage og lod dem komme først op af de smalle passager... Lige som vi selv fik førsteret på vores vej op ;o) Ja vi kunne sagtens genkende de anstrengte ansigter som kom i mod os, det kunne jo havde været os selv for blot et par dage siden ;o)

På vejen ned blev områderne igen mere befolket og vi gik forbi flere små byer. Foto: Allan Wieck-Hansen

Selvom denne del af trekket efter planen gik ned af, så er der ikke noget i bjergene som hedder op eller ned... Nej her går det både op og ned ;o) Denne vej dog mest ned. Turen nedover bød på flere små bjergpas som skulle passeres. Og alle pas er en fantastisk oplevelse, uanset hvor høje de er. Buddhisterne markerer altid et bjergpas med bedeflag og små templer, hvilket er med til at gøre oplevelsen endnu større. Bare forestil dig at stå her og nyde udsigten og lytte til flagene som blafrer i vinden ;o) Det er en god oplevelse som kan mærkes helt ind i hjertet.

Nøjagtigt som på vej op, ændrede landskabet sig markant med højden. Jo længere ned vi kom begyndte der igen at blive mere frodigt. De ellers så grå klippe scenarier blev mere grønne og farverige. Og man kunne begynde at se efteråret melde sin ankomst... Flere bunddække planter og små buske stod i flot og farvestrålende rødt løv.

Efterhånden begyndte vi at komme ned til de store Rhododendron skove. Disse fantastiske skove med alle de hundrede år gamle snørklede træer er bare en oplevelse. Og på vores vej ned fik vi set en helt anden side af disse mystiske skove end den vi oplevede i tågen på vej op. På vej ned havde vi høj sol og blå himmel og solens stråler igennem det diffuse løvdække var smukt.

På bjergsiderne imellem de gamle træer, var der utallige små vandløb og på de stejle klippesider små vandfald. Her har naturen fået lov at leve sit eget liv igennem hundreder af år, og det kan virkelig ses og mærkes.

I de åbne områder begyndte der igen at være bebyggelser. Typiske små familie gårde, bygget i sten og med de store stenmure rundt om deres marker. Her leves livet som man har gjort det i hundrede af år... Der dyrkes primitivt landbrug. Afgrøder dyrkes i den frodige bjergjord på markerne omkring huset og man har lidt dyr. Typisk Yak okser, som kan bidrage til husholdningen med mælk, uld til tøjet og ikke mindst som traktor og transportdyr. Ja her i bjergene skal alting have flere formål for at have en berettigelse.

Typisk sten hus med marker indhegnet af sten diger

Men det er ikke kun husdyr som lever i disse egne. Her er også et rigt liv af vildt levende dyr... Insekter, fugle og sne leoparder for bare at nævne nogen. Ja måske også en Yeti ;o) Men det var nu hverken leoparden eller Yeti'en vi mødte, men en flok Thar eller bjerggeder som vi nok vil kalde dem ;o)

Efter at havde rundet et hjørne stod de der, lige foran os, på stien. Og de så lige så overraskede ud som vi må havde gjort. Vi havde set Thar et par gange tidligere, typisk på længere afstand, stående på en klippetop hvor de havde det helt store overblik. Men denne flok, de stod bare her og kiggede på os og vi på dem ;o) Ingen panik og absolut ingen tegn på at de var bange for vores tilstedeværelse. Hurtigt kom der mange flere dyr til og jeg tror at der til sidst var omkring 25 dyr på stien og i klipperne lige omkring os.

Det var nok deres daglige ration af "reality tv" og jeg ved faktisk ikke hvem der nød mødet mest ;o) Efter en halv times tid måtte vi forlade disse skønne dyr og begive os videre mod vores logi for natten, Khumjung. For bjergene er ikke et sted at overnatte ude, både af hensyn til vejr og kulde. Men også chancen for at møde et af Himalayas rovdyr er størst om natten ;o)

Hvor vi på turen op fra Khumjung til Gokyo havde 2 overnatninger, brugte vi på nedturen kun 1 overnatning inden vi var tilbage i Khumjung i 3.790 meters højde. Vi kunne "spare" den ekstra nat, da det jo både er nemmere og hurtigere at gå ned. Og fordi vi ikke skulle tage hensyn til akklimatisering, som jo er nødvendigt på vej op.

I næste indlæg kan du følge den sidste del af vores trek, tilbage til Lukla og bjergflyet til Kathmandu.

Se også indlægget Misty Mountains om den første del af trekket og Det høje Himalaya om turen op til og over bjergpasset Renjo La.